Annika Knudsen Lorentsen
I weekenden sikrede Andreas Schou sig igen point i World Cup-sæsonen 2022/2023 i den vesteuropæiske liga, og dermed er han tæt på at have sikret sig en finaleplads ved World Cup-finalen 2023, som afholdes i Omaha, USA til april.
Foruden Andreas, har flere andre danske ryttere deltaget ved nogle af de tidligere World Cup-kvalifikationer. Både Emil Hallundbæk, Thomas Velin, Caroline Rehoff Pedersen og Lars Bak Andersen har tidligere været i aktion, og i denne uge er det sidstnævnte der skal ride sin tredje World Cup-kvalifikation i sæsonen.
Med sig bringer Lars Bak Andersen Ethene, Doolys og Carl-Heinz B. til det 5-stjernede World Cup-stævne i franske Bordeaux. Carl-Heinz B. er hesten, som Lars har redet de forrige World Cup-klasser på, og også hesten han red VM på i Herning i sommeren 2022.
Til start ved stævnet kommer mange interessante ekvipager, når verdenseliten endnu engang støder sammen i håbet om at sikre World Cup-point. På deltagerlisten finder man blandt andre franske Julien Epaillard, som allerede har vundet tre World Cup-kvalifikationer i indeværende sæson, blandt andet den netop overståede i Amsterdam.