World Cup-point til Andreas Schou

29-01-2023 18:02

Annika Knudsen Lorentsen

Ved den tolvte World Cup-kvalifikation i den vesteuropæiske liga i forbindelse med Jumping Amsterdam, sikrede Andreas Schou sig i dag World Cup-point, og han er nu placeret som nr. 12 i den samlede stilling

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Darc de Lux ved OL i Tokyo. Foto: Hippo Foto - Dirk Caremans
Nyheden fortsætter efter annoncen

36 ekvipager mødtes her til eftermiddag i den 12 ud af 14 World Cup-kvalifikationer i den vesteuropæiske liga i sæsonen 2022/2023. Til start var danske Andreas Schou, som fra tidligere kvalifikationer har hentet 31 point. 

I dag red han den velspringende Darc de Lux e. Darco/ Contender (opdr. Morten Augustinus), som er hesten han red ved OL i Tokyo og ved VM i Herning, og som han allerede ved tidligere World Cup-kvalifikationer har sikret sig point i sadlen på. I dag fik ekvipagen et ærgerligt nedslag, men med en effektiv runde, kom de i mål i en ganske god tid, der betød, at de var næstbedst blandt ekvipagerne med fire fejl. 

Da der i klassen var otte fejlfrie ekvipager, betød det, at Andreas og Darc de Lux sluttede som nr. 10, og dermed sikrede de sig igen World Cup-point. 7 point blev tillagt Andreas' i forvejen 31 point, og dermed har han nu samlet 38 point og er placeret som nr. 12 i den samlede stilling. Det er de syv bedste resultater der tæller til det samlede resultat, og Andreas har nu taget point ved seks kvalifikationer. 

Det er i alt de 18 bedste fra den vesteuropæiske liga, der går direkte i World Cup-finalen, der afholdes i Omaha, USA til april, og i dag kom Andreas et skridt tættere på finalen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I videoen nederst kan I se Andreas' runde fra i dag.

Endnu en fransk sejr
Den franske landsholdsrytter Julien Epaillard har haft en særdeles succesfuld World Cup-sæson indtil nu, og i dag sikrede han sig den tredje sejr ved en World Cup-kvalifikation i indeværende sæson. Dermed tilføjede han yderligere 20 point til de i forvejen 72 han havde, og han er nu i front af den samlede stilling med 92 point. Epaillard var til start med den 10-årige vallak Donatello d'Auge e. Jarnac/ Hello Pierville.

Andenpladsen i dagens World Cup-kvalifikation sikrede schweiziske Edouard Schmitz sig i  sadlen på Quno e. Quo Vados I/ Cashandcarry. Tredjepladsen tog brasilianske Yuri Mansur med Vitiki e. Valentino/ For Expo. 

Resultat fra dagens klasse.

Samlet resultat.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner