Britt Carlsen
Der er lagt op til et brag af en World Cup kvalifikation i Odense i aften - flere af international dressursports profiler rider om de vigtige World Cup points i serien, der kulminerer i Lyon i april næste år. Stævnet i Odense er startsskuddet på den nye World Cup sæson og traditionen tro har flere af sportens helt store profiler tilmeldt sig stævnet, der har et godt ry blandt rytterne.
Fra Danmark bliver det til intnational seniordebut til Nanna Skoborg Merrald og Millibar, de rider på banen kl. 19,09 efterfulgt af en ande debutant på dette niveau Malene Folmer Jensen og Acapello Foldager. Nathalie zu Sayn Wittgenstein har medbragt Future Cup-datteren Fabienne til World Cup klassen. For to år siden gav Nathalie en clinic netop i Arena Fyn og her viste hun bl.a. Fabienne og fortalte om hoppen, der har været noget af et projekt, men et spændende projekt, fortalte hun. I dag rider parret så på banen i World Cuppen kl. 19,45.
Det hollandske superpar Edward Gal og Hans Peter Minderhoud har også lagt deres stævneplan, så den omfatter stævnet i Odense. Hans Peter rider Glock's Romanov tidligere Blue Hors, og det vil da være særdeles interessant at følge dette par, men også verdensranglistens nr. 4 Edward Gal har en spændende hest til start Glock's Voice med start kl. 20.37 - tyve minutter efter Hans Peter.
Efter en pause er det så nogle af verdensranglistens højst placerede ryttere, der tørner sammen i Odense. Anna Kasprzak, der pt. er nummer 8 på verdensranglisten melder Donnperignon fit for fight og hun er klar til at forsvare de danske farver i kamp mod bl.a. verdensranglistens nr. 7, verdens gennem tiden mest vindende dressurrytter, Isabell Werth, der rider sin EM-hest Don Johnson.