Thomas Bach Jensen
Dansk Varmblods hovedbestyrelse har besluttet at lade data for Dansk Varmblodsheste indgå i den internationale, digitale platform Hippomundo. Den platform giver avlere og ryttere mulighed for at følge hestes resultater i udlandet. Den er spækket med interessant statistik, og giver avlere en godt overblik over avls- og sportsdata fra hele verden.
Hvis vi tager et dyk ned i statistikkerne kan man fx se, præmiepengene optjent af spring-, dressur- og militaryheste ved internationale stævner, og hvilket avlsforbund, der ligger øverst på ranglisten.
Ser man et år tilbage er det hollandske KWPN, som fører listen i springning med en indtjening på 24.613.155 Euro fordelt på 6.407 heste med en gennemsnitlig vinderprocent på 3,4. SF (Selle Francais), BWP (Belgisk Varmblod) og Zangersheide følger efter.
Dansk Varmblod ligger på en 17. plads med 738.233 Euro i optjente præmiepenge og med en vinderprocent på 3,3 fordelt på bare 416 heste.
I dressur er det igen KWPN, som topper listen med 1.288.353 Euro i optjente pengepræmier fordelt på 817 heste og med en vinderprocent på 11,7. Oldenburg, Hannover og Westfalen følger efter. Dansk Varmblod ligger på 5. pladsen med 255.930 Euro fordelt på blot 214 heste og med en vinderprocent på 13,5.
Top 10 resultater i springning
Ser vi på top 10 resultater for de seneste 10 dage, så bærer de præg af, at vores unge ryttere har haft succes ved det internationale stævne i Compiègne og Zduchovice (CZE) med bl.a. en andenplads til Victoria Sophia Hjorth-Madsen og Catwalk V e. Cosmeo/ Heartbeat opdrættet af Ole Christensen og en sejr til Caroline Knudsen med Landlyst Callicon e. Dicapo/ Coronado opdrættet af Karina Prinds.
Et par danske heste har gjort det godt i youngsterklasserne i Belgiske Opglabbeek, Juri Sokolovski fra Estland blev placeret med Cornet’s Cormit e. Cornet Obolensky/Cormint I fra Henrik Hansen og det samme blev Konstantin Deeken Künnemann med A.N. Carlton e. Casall Sem/Carmargue fra Anja og Niels Jørgen Nielsen.
I Linz-Ebelsberg i Østrig red tyske Helmut Schönstetter Gwendolyn e. VDL Glasgow vh Merelsnest/Baloubet du Rouet opdrættet af Linus Carmitz til placering i en youngsterklasse.
I Italienske Busto Arsizo dukkede to DV-heste op på resultatlisten. Det blev til sejr og andenplads i 1.15 m til F.A. Colander e. Colman/Quinar Z opdrættet af Frank Evald og Anja Eskesen redet af den italienske rytter Giorgia Labricciosa, mens Lerskovs Balouna e. Balou du Rouet/Carano opdrættet af Rikke Meyer Jensen blev redet til placering i 1.35 m af Alberto Zorzi.
De mange DV-resultater ser du via linket her.