Wiesbaden: Mistral slog Totilas

12-06-2011 16:39
Så mødtes Totilas for første gang siden WEG 2010 med Mistral Højris, der vandt Grand Prixen i Wiesbaden, hvor Sune og Romanov tog sig flot af fjerdepladsen

I overlegen stil tog den sympatiske engelske rytter sig af sejren i Grand Prix (kvalificerende til GP Special) med sin dansk varmblodsvallak Mistral Højris, der scorede 78,766%! 16-årige Mistral Højris e. Michellino/Ibsen (opdr. Betty Rasmussen) bliver ikke startet unødigt og har siden WEG 2010 kun haft enkelte stævnestarter som World Cup i London 2010 og derefter fem måneders stævnepause frem til Hagen i maj, hvor ekvipagen igen sejrede suverænt. Når Laura og Mistral viser sig, gør de det med stil. I Wiesbaden lod ekvipagen over fem procent skille dem fra andenpladsen, der gik til erfarne Hubertus Schmidt med blot 9-årige Valentino G e. Ferro/Damiro. Matthias Alexander Rath er med verdensmesterhestenTotilas pludseligt blevet verdens mest omtalte ekvipage og det lægger naturligvis et stort pres på den unge rytter. I Wiesbaden opnåede Rath med den 11-årige avlshingst e. Gribaldi/Glendale 72,915% og en tredjeplads efterfulgt af danske Sune Hansen med den 11-årige avlshingst Blue Hors Romanov e. Rohdiamant/Grundstein II, hvis ridt blev belønnet med 71,425%. Den kun 9-år gamle dansk varmblodshoppe Dorina e. Blue Hors Don Schufro/Ragtime (opdr. Eigil Bugge Skjødt) blev af norske Siril Helljesen placeret som nr. 9 med 66,021% og sammen er de ved at tegne en stabil international ekvipage. Norske Camilla Kalseth red sig med 64,191% ind på 11. pladsen med den 12-årige DV-vallak Carte d'Or e. Solos Carex og guldmedaljehoppen Diva e. Cannon Row xx (opdr. Gunnar Bach). Grand Prix Special går imorgen mandag kl. 12.30.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner