Astrid Ø. Sørensen
Isabell Werth har for få uger siden fået den 7-årige Valentina de Fontaine e. Valverde/ Jazz i stalden. Oldenburgerhoppen er født på Château de Fontaine i Normandiet, Frankrig, og bag stutteriet står udlandsdanskeren Bolette Wandt, der hvert år tager imod 15-25 føl på det prægtige château.
Bolette ejer den 11-årige DV-hoppe Wendy de Fontaine – tidligere kendt som Queenparks Wendy – efter Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer), som Isabell Werth vandt holdguld og individuelt sølv på til OL i Paris.
Nu har Bolette også betroet Werth Valentina de Fontaine, og det lader dermed til, at de to er ved at udbygge samarbejdet. Det skriver det franske dressurmedie Dresspod.
Valentina er blevet uddannet i Danmark, men har endnu kun ganske få stævnestarter bag sig. I 2022 deltog hoppen under Maria Julia Cabral Vasconcelos i en kvalifikation til Pavo og DRF's dressurchampionat for 4-års heste, mens det med Anne-Mette Strandby Hansen i sadlen blev til to starter på LA-niveau i 2023.
Valverde-datteren har den 14-årige KWPN-hoppe Grandine e. Jazz/ Sandro Hit til mor. Under hhv. Emma Ahlberg og Betina Jæger Jensen deltog Grandine i finalen til Pavo og DRF's unghestechampionat for 5-års heste i 2016 og 6-års heste året efter.
Kilde: Dresspod