Vi rider ikke for at vinde - hver gang

13-03-2018 08:09

På trods af, at berider Kim Kjærgaard ikke har fokus på, at hans ryttere skal jagte rosetter, så vidner adskillige mesterskabsmedaljer og rosetter om, at det så sker alligevel. Senest vandt 19-årige Christina Nielsen DM for senior, og 15-årige Laura Baaring Kjærgaard DM for junior

Copyright Ridehesten.com
Christina Nielsen og Giffin
Nyheden fortsætter efter annoncen

Parret Rikke Baaring og Kim Kjærgaard, Odense, har skabt et professionelt træningsmiljø for deres børn, Laura og Mathilde , og gennem årene har flere unge springryttere fået deres grundlæggende springuddannelse samme sted. Nu er 19-årige Christina Nielsen flyttet ind på ridecenteret for at træne målrettet mod sommerens internationale opgaver. Hun har tre gange tidligere redet på landsholdet med nu 11-årige Griffin, og i år er forberedelserne i fuld gang med EM i Frankrig som mål. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I god dialog med landstræner Bo K. Møller er Christina blevet udfordret på større baner det seneste halve år, og det har i høj grad givet resultater. Christina blev færdig som student i sommers, og nu har hun fået et sabbatår, hvor hestene er i fokus. Det øgede fokus har betydet, at især hendes grundlæggende dressurarbejde med springhestene er blevet bedre, fortæller hun.
Resultaterne er heller ikke udeblevet, ved FEI World Cup-stævnet i Herning i oktober var hun fejlfri i den 3* Grand Prix. Hun vandt LånLet Grand Prix ved Christmas Show i december, og satte trumf på ved at vinde det indendørs DRF-mesterskab på Vilhelmsborg i januar - i medaljekamp mod landsholdsrytterne Linnea Ericsson-Carey og Søren Møller Rohde.

Kim Kjærgaard fortæller, at det har været et problem ved EM, at vores unge ryttere ikke har tilstrækkelig erfaring på forhindringshøjden. Derfor har han, i dialog med landstræneren, valgt at forberede Christina i god tid, på den opgave, som måske venter hende til sommer på landsholdet.

Afvekslende træning
Den daglige træning veksler mellem grundridning/dressurtræning, springtræning og ture ud i naturen. Det er oftest gymnastikspringning, arbejde over bomme på jorden og mindre baner med relaterede afstande, som er på programmet i ridehallen.
- Vi arbejdet meget med at få hesten på plads mellem hånd og schenkel, har vi det, bliver det nemmere at ride inde på banen, forklarer Christina.

Læs meget mere om Christina Nielsen og Laura Baaring Kjærgaard i en spændende profil af Team KK Horses i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner