Annika Knudsen Lorentsen
20 velspringende heste med deres dygtige ryttere i sadlen har netop redet finalen i dette års Pavo og Dansk Ride Forbunds championat i springning for 4-års. Dommerne var begejstrede for mange af de unge heste, og 18 ud af de 20 fik minimum en karakter på 8.
Helt exceptionel vinder
Cassado Ask er navnet på dette års vinder af 4-års finalen. Han blev redet let og elegant rundt af Maria Bjørnkjær Asferg, som efter ridtet glad kunne fortælle om de kvaliteter hun sætter stor pris på hos Cassado:
– Han er skarp, han er ridelig og han er forsigtig, fortæller hun blandt andet om hingsten. Hør hende fortælle om dagens ridt og hele den udvikling Cassado har haft stævnet igennem i videoen nedenfor. Se desuden ekvipagens ridt nederst i nyheden.
Cassado Ask er en kåret hingst e. Casall/Corrado I (opdr. Jens Peter Mailund Schmidt), som ved hingstekåringen i år opnåede en flot bedømmelse med 9 i helhed, hingsten er ligeledes optaget i Dansk Varmblods springhesteprogram.
Stærk top
Der er ingen tvivl om, at de bedste i 4-års klassen er fantastiske springheste med gode muligheder for fremtiden. På andenpladsen kom endnu en kåret hingst, nemlig Syvhøjegårds Unforgetable S DWB e. Untouchable/Cassini I (opdr. Sally-Ann og Flemming Schultz flot fremvist af Jesper Meyenburg.
– Jeg er sikker på det her er en hest man husker som publikum, det er en hest med stor kapacitet og forsigtighed og derfor får hingsten i dag 8.7, fortæller klassens ene stildommer, svenske Lennart Lindelöw om hingsten.
På tredjepladsen blev det Camilla Lund-Pedersen med King Kong e. Bentley/Contendro II, sammen blev de nr. 3 i første kvalifikation, og i anden kvalifikation blev det til en sejr med et 9-tal. I dag opnåede parret 8.6.
– Han var lidt træt i dag, men jeg er virkelig tilfreds og han har sprunget så godt hele stævnet, fortæller en glad Camilla efter dagens finale.
På fjerdepladsen kom hele tre ekvipager, som alle opnåede 8.5. Mia Oudal med fløjhingsten Vong’s Brunello DWB TF e. Balou/Con Capitol (opdr. Bjarne Petersen) red en super runde, hvor hingsten gik i fin balance og udviste stor smidighed.
– Jeg er så glad for den her hest, den giver virkelig en god tur, fortæller Mia.
Alexander Lundgaard Kjeldsen og Oklahoma H. e. Balou/Barnaul xx (opdr. Bodil Kruse Hellmers) blev ligeledes nr. 4 efter de red en runde hvor Oklahoma viste stor kapacitet og forsigtighed. Dette samme gjaldt den tredje ekvipage på fjerdepladsen, Jasmin Skyggebjerg og Feliciano Ask e. Favorit Ask/Cosimo (opdr. Stutteri Ask).
Se alle start- og resultatlister her.