Mange flotte ridt ved championaterne i Ringsted

18-06-2022 19:56

I denne weekend har Ringsted Sportsrideklub været værter for PAVO og DRF’s unghestechampionater i dressur, hvor der er blevet afholdt kvalifikationer for alle aldersgrupperne fra 4- til 7-års 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagen startede med 4-års hestene, hvor hele 23 ekvipager var meldt til start. Særligt en faderhingst gjorde sig bemærket, dagens tre bedste 4-års var nemlig alle efter avlshingsten Secret.

Bedst blev det JJ Spencer e. Secret/Deemster (opdr. JJ Horses) redet af Anders Uve Sjøbeck Hoeck. JJ Spencer blev belønnet med hele 9.5 for hans kæmpe og imponerende galop og derudover fik hingsten 9.2 i kapacitet og 9.0 i ridelighed, hvilket gav en samlet karaktersum på 90.000.

Som nummer to blev det Scotaloo e. Secret/Fürst Nymphenburg (opdr. Julia og Tim Karrasch) som også havde galoppen som highlight og blev belønnet med 9.0. Hesten blev redet af Moisés Azuar og opnåede en samlet karaktersum på 87.400. Tredje bedste 4-års i dag blev Sparkling Champagne e. Secret/Fürst Romancier (opdr. Josef Rief) som blev redet af Victoria E. Vallentin og opnåede en samlet karaktersum på 86.800.

Hos 5-års hestene var det endnu et stort felt på 21 ekvipager og der blev vist særdeles højt niveau. Længe så det ud til at det skulle være Cathrine Laudrup-Dufour som havde klassens bedste 5-års, Freddie Murcury e. Fürstenball/Samarant (opdr. ZG Fockenberg) som blandt andet blev belønnet med 9.8 i kapacitet og 9.5 i ridelighed og en samlet karaktersum på 93.200.

Cathrine måtte dog se sig slået af klassens sidste ekvipage og tage til takke med andenpladsen. Dagens bedste 5-års dressurhest blev Iron e. Asgard’s Ibiza/Hohenstein E.H. (opdr. Nedergaard Dressage) redet af Mette Sejbjerg Jensen og som for kapacitet og ridelighed opnåede samme karakterer som Freddie Murcury, men hele 9.5 for trav og galop samt 9 for skridt hvilket gav en samlet karaktersum på 94.600.

Nyheden fortsætter efter annoncen

På en tredjeplads blev det Rockabye S e. Revolution/Belstaff (opdr. Sally-Ann Hjorth Schultz) med en samlet karaktersum på 89.000. Han blev redet af Anne-Mette Strandby Hansen.

I 6-års feltet blev det Blue Hors Visconti e. Vivaldi/Just Perfect (opdr. Rudolf Richard) som var bedst med Christian Tudela Ruiz i sadlen. Vallakken blev belønnet med 9 for sin store flotte galop og 8.8 i kapacitet og en samlet karaktersum på 87.600.

Tæt herefter på en andenplads med 87.400 blev det Hesselhøj Dream e. Hesselhøj Donkey Boy/Tailormade Lancelot (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck) redet af Jan Møller Christensen. Tredjepladsen gik til Gørklintgaards Shaolo e. Gørklintgaards Santos/Quaterback (opdr. Jørgen Ravn) med Dennis Holst i sadlen.

Sidst, men ikke mindst var det 7-års hestenes tur, hvor seks ekvipager var til start. Bedst og vinder af klassen blev dagens sidste startende, Highfive Fuglsang e. Grand Galaxy Win/De Niro (opdr. Anne Dorte Riis Meyland). Den imponerende skimle hingst blev belønnet med 9.5 for kapacitet og 9.3 for ridelighed og en samlet karaktersum på 85.053. Highfive blev redet af Anders Uve Sjøbeck Hoeck.

På andenpladsen blev det Vividus QRE (SWB) e. Zaladin Mi/Don Charly (opdr. Christian Påhlsson), som blev fremvist flot af Cathrine Laudrup-Dufour, og som opnåede 81.369.

Se alle resultater HER

Ridehestens fotograf har været tilstede hele lørdagen og tage billeder af alle championatsklasserne. Se billederne her på hjemmesiden senest mandag.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner