Britt Carlsen
Solen stod lavt og skarpt over Ullevi Stadion her til formiddag, og det fik indflydelse på afviklingen af første runde af EM i springning. Dagens tidsspringning blev en udfordring for mange ryttere, også flere topryttere fik problemer i det store, åbne dobbeltspring som stod på den sidste linje mod mål.
Mindst rutine - bedst placering
Andreas Schou var sidste rytter for Danmark på DV-hoppen Hazel BS e. Heartbeat, der ikke er så rutineret på dette niveau. Hoppen sprang forsigtigt og med fint overskud banen rundt, men også Hazel fik ben i vandet. Det var den eneste fejl hoppen begik på banen.
- Jeg er fuldt tilfreds, hun kæmpede super hele vejen, og i dobbeltkombinationen, hvor mange andre fik fejl, kæmpede hun på, slutter Andreas, som ligger på plads 44.
Første rytter for Danmark Thomas Velin havde start nummer 9 på Chopin van Het Moleneind, og de to kom godt igang på banen, hvor Chopin sprang med stort overskud. Det første dobbeltspring skulle springes direkte mod solen, og Chopin satte af a'tempo på skyggen på jorden. Parret bragede ind gennem forhindringen, at hesten holdt sig på benene var nærmest et mirakel. Chopin virkede lidt usikker på det næste spring, men Thomas fik hurtigt alt under kontrol, men igen i det store dobbeltspring til sidst fik parret fejl.
- Jeg kunne intet se for solen, i de to dobbeltspring, så det var absolut ikke hestens fejl. Jeg syntes han sprang fantastisk, og jeg burde have været fejlfri, indleder Thomas Velin, der trods fejlene var meget tilfreds med hesten i dag. - Han er i super form, og han sprang forsigtigt og fokuseret. Så bortset fra, at jeg gerne ville have solen væk, så er der ikke så meget jeg ville lave om. Thomas blev noteret for 102.88 sekunder, og en placering som nr. 78.
En stor fiasko
Så hårdt betegnede Søren Nørgaard Pedersen selv sit ridt i dag, hvor Tailormade Chaloubet sprang særdeles sikkert indtil vandgraven. De svævede over den, men i landingen blev Chaloubet meget stærk for Søren, og på den efterfølgende mur fik de et stop. Hesten har et par gange, ved DM og EM i Aachen vist, at han ikke er så begejstret for at springe mur. - Vi troede vi havde styr på det problem, men desværre ikke, erkendte Søren, det var skuffende, slutter han. De sluttede på plads 72.
Sikker springning af Amarone
Holdets mest erfarne ekvipage, Thomas Sandgaard og Amarone sprang med stort overblik og sikkerhed på banen. Man sad ikke et sted med en fornemmelse af, det var en udfordring for den sorte hingst. Desværre ramte Amarone listen bag vandgraven med en halv hov, og da nedslag kostede fire strafsekunder, rykkede parret ned på plads 49. Thomas var glad for sit ridt, for Amarone føles super fit, fortæller han, men han ærgrede sig over fejlen på vandet. - Jeg ville da også gerne have været et par sekunder hurtigere, men syntes det var vigtigere ikke at presse ham, så han fik en fin oplevelse derinde.
Peder Fredricson på H&M All In fik jublen til at runge på stadion, da han satte den hidtil førende rytter Marcus Ehning bag sig.
Resultatsiden er desværre nede, og ingen har et overblik over placeringerne lige nu, men individuelt ser topkampen ud til at være super tæt. Følg med HER