UNO Double Fun hos Kristine Møller

10-12-2014 15:51

Stutteri UNO valgte at sende deres meget talentfulde hoppe UNO Double Fun til Tyskland, men efter et rideuheld endte historien helt anderledes end først planlagt

Den danske dressurrytter Joachim Thomsen havde gjort et glimrende stykke arbejde med Stutteri UNO's 5-årige hannoveranerhoppe UNO Double Fun e. Dancier/ Falkland, inden ejerne besluttede at forsøge sig med at få skyllet æg på hoppen i Tyskland, og det viste sig, at det samtidig var muligt at få den i professionel ridning dernede. Desværre havde hoppen et uheld med sin rytter. Hun blev angst og ville ikke længere lade sig ride - og rytteren ville ikke længere vide af hesten.

- Desværre gik det ikke som forventet, og vi stod pludselig med en hest, som ikke ville rides, fortæller Joan Andreasen fra Stutteri UNO.

Det begyndte at se ud som om, at UNO Double Funs sportskarriere var slut, og hun i stedet for måtte blive avlshoppe, men heldigvis var der nogen, der havde interesse i at give hende endnu en chance under rytter, og nu ser det ud til, at UNO Double Fun nok alligevel bliver ridehest.

- Utrolig så forbavset man kan blive, når man opdager, at der stadig findes mennesker, som gør nogle ting uden at vide, om det lykkes, men bare fordi de syntes, det kunne være spændende, reflekterer Joan Andreasen.

Hun er Grand Prix-rytter Kristine Brinch Møller og hendes forretningspartner Jens Thorsen fra Gestüt Pallerhaff i Luxembourg meget taknemmelig. Jens kørte den lange vej til Tyskland og hentede UNO Double Fun til Luxembourg, hvor Kristine Brinch Møller satte sig for at give hoppen glæden som ridehest tilbage - og foreløbigt ser det ud til, at UNO Double Fun er blevet en glad ridehest, og Kristine nyder at arbejde med den talentfulde hoppe.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner