Annika Knudsen Lorentsen
Hvert år drager mange danske ryttere og heste til Falsterbo i Sverige for at deltage ved det prestigefyldte Falsterbo Horse Show, hvor også unghestene er i fokus.
Igen i år var mange danske ekvipager til start i klasserne for ungheste, og enkelte endte i finalerne, hvor det blev til to topplaceringer.
Den ene sikrede Søren Møller Rohde fra Stutteri Ask sig. Han var til start i sadlen på den 5-årige Casper Ask e. Ci Ci senjor Ask/ Kannan (opdr. Stutteri Ask) og efter udelukkende at ride fejlfrie runder endte ekvipagen på en flot femteplads i finalen for 5-års heste. I 5-års finalen var også Karen Møller Rohde med Fifi Ak e. Ci Ci Senjor Ask/ Favorit Ask (opdr. Stutteri Ask). De sluttede med fire fejl i finalen.
I finalen for 6-års heste var ingen danske heste til start, men til gengæld blev danske Linnea Ericsson-Carey topplaceret i sadlen på den danskavlede Hispter SV e. Corporal VDL/ Cornetto. Denne ekvipage red sig til en fornem andenplads efter et hurtigt og fejlfrit omspringningsridt i finalen.
I finalen for 7-års heste var der flere danske heste og ryttere til start, men ingen af dem sluttede i placeringsrækken på trods af gode præstationer. Sonny Sandfeld Moisen med Calgrafi DWB e. Bøgegårdens Grafs Stakkato/ Cajus (opdr. Peder Frederiksen) sluttede med fire fejl. Det samme gjorde Linnea Ericsson-Carey med Cornets Pride e. Cornets Obolensky/ Cassini I og Karen Møller Rohde med den danskkårede hingst Cassado Ask e. Casall/ San Patrignano Corrado.
Se video af Søren og Casper Ask i videoen nedenfor.