Ulf Helgstrands drivkraft bag folketingskandidatur

06-06-2022 12:11

Annika Knudsen Lorentsen

– Jeg mener ikke, at man kan brokke sig over noget, hvis man ikke selv vil prøve at gøre noget ved det, fortæller Ulf Helgstrand, som netop af denne årsag er på listen over folketingskandidater hos det nyligt stiftede parti Moderaterne. Ulf vil i høj grad fokusere på idrætten og sygehusvæsenet i sit politiske arbejde

Copyright Ridehesten.com
Ulf Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Lars Løkke Rasmussen stiftede officielt partiet Moderaterne i weekenden, hvor det blandt andet kom frem, at Ulf Helgstrand er på listen over folketingskandidater til det kommende folketingsvalg. 

– Historien er, at jeg oprindeligt blev kontaktet af Lars Løkke, som kender mig, fordi jeg har behandlet i deres familie igennem mit professionelle virke. Han ville lave et parti baseret på faglighed, og det ville jeg gerne være en del af, indleder Ulf Helgstrand og fortsætter: 

– Det skal handle om faglighed i de politiske beslutninger og man skal ikke skele til, hvad folk gerne vil høre eller føler. Det startede med, at der blev oprettet en forening, hvor jeg var med fra start, og nu er det endt med, at jeg har sagt ja til at stille op til folketinget.

Fokus på sygehusvæsenet og idrætten
Ulf Helgstrand er overlæge og kirurg, og så er han engageret i idrætten, hvor han blandt andet er formand for Dansk Ride Forbund.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg har ikke kunne flytte de ting jeg gerne vil i sygehusvæsenet gennem mit arbejde, og derfor vil jeg prøve at gøre det politisk. Jeg har egentligt ikke et behov for at være politiker, men det er en mulighed for at ændre ting. Mit fokus bliver på de ting, som jeg ved noget om, for selvom jeg har holdninger om det meste, så er det sygehusvæsenet og idrætten, hvor jeg kan bidrage med min faglighed, fortæller Ulf, som også fortæller, at det har været grænseoverskridende at tage dette skridt ind i politik.

– Det er nærmest lidt grænseoverskridende at stille op, for jeg har reelt ikke et behov for at være politiker. Jeg mener bare ikke, at man kan brokke sig, hvis man ikke vil gøre noget ved det, så det er det, jeg vil forsøge på gennem mit kandidatur.

Ridesporten er Ulfs passion
Selvom Ulf har kastet sig ud i at være en del af politik som medlem og folketingskandidat for Moderaterne, så er ridesporten stadig i højsædet. 

– Sjælen er i ridesporten, og jeg har ingen problemer med at fortsætte med mit virke som f.eks. formand for Dansk Ride Forbund, selvom jeg har engageret mig i politik, slutter han.

Læs mere om Ulf folketingskandidatur.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner