Udtalelse vedrørende kritik af ryttere ved DM i dressur

15-06-2013 15:46

På sociale medier og epona.tv har der de seneste dage været offentliggjort billeder af ryttere og heste fra DM i dressur - se Dansk Ride Forbunds kommentar her

Copyright Ridehesten.com
Hans-Christian Matthiesen. (Arkivfoto: Ridehesten.com)

Billederne har givet anledning til en del debat og kritik af særligt danmarksmester Anna Kasprzak. Dansk Ride Forbund sagsbehandler ikke i det offentlige rum, men har følgende kommentar til debatten:

Hestevelfærd kommer altid i første række for Dansk Ride Forbund. For at sikre, at vores konkurrenceheste har det godt og altid er fit to compete, overvåges og tjekkes hestene af dyrlæger og fysioterapeuter både før, under og efter konkurrence.

Vi har fuld tillid til, at vores ryttere gør, hvad de kan, for at sikre deres hestes velfærd. Skulle der opstå situationer, hvor der er tvivl om, at reglerne er blevet overtrådt, tager vi selvfølgelig sagen op og behandler den. Dette sker dog ikke i det offentlige rum, men hos de rette instanser.

I forhold til de offentliggjorte billeder fra DM 2013 af Anna Kasprzak, har vi følgende kommentar:

Vi bakker 100% op om Anna og hendes ridning. Vi kender Anna og hendes familie gennem mange år, og en ting er sikkert – hestevelfærd er og har altid været en førsteprioritet for Anna og familien, og de er et eksempel til efterlevelse. At dømme Annas ridning ud fra øjebliksbilleder er urimeligt, da et still-billede fra en bestemt vinkel har svært ved at gengive den komplette virkelighed.

Udtalelse fra landsholdsdyrlæge, Hans-Christian Matthiesen:
- Jeg har fulgt de danske landsholdsheste gennem 8 år, og jeg var til stede som stævnedyrlæge under DM. Ved DM tjekkede vi hestene både før, under og efter konkurrence, og vi oplevede, at hestene var fit to compete, og vi så ingen tegn på, at hestene havde lidt overlast.

Kilde: Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner