Anna Pørtner
Ved weekendens 5-stjernede Longines Global Champions Tour-stævne i den engelske hovedstad London, var Caroline Rehoff Pedersen tilbage i sadlen på sin 12-årige hannoveranervallak Chaccball e. Chacco-Blue/ Baloubet du Rouet, og det blev til to flotte placeringer i 145 cm-klasserne lørdag og søndag.
Efter en periode, hvor Carolines træner, Lars Bak Andersen, har redet Chaccball med stor succes - blandt andet med en sejr i Neustadt Dosse ved deres første stævne sammen - er parret nu genforenet. Ifølge Caroline har det hele tiden været planen, men timingen skulle være rigtig:
– Det har faktisk hele tiden været planen, det har bare handlet om timingen. Nu kom jeg på et GCL-hold, så det var perfekt for mig at have ham med, så jeg har fire heste til rådighed. Jeg har redet ham siden sidste uge og sprunget en enkelt gang, hvor jeg bare havde en super følelse, så derfor valgte jeg at tage ham med til London, fortæller hun.
I lørdagens 5-stjernede 145 cm-klasse blev det da også et glædeligt gensyn med stævnebanerne for parret, hvor de red sig en på en suveræn syvendeplads i et meget stærkt felt bestående af ryttere som Simon Delestre, Henrik von Eckermann og Christian Kukuk. Parret red en fejlfri runde i hovedrunden, hvilket gav dem en billet til omspringningen, hvor de ligeledes var fejlfrie i tiden 34,84 sekunder, hvilket sikrede dem den flotte syvendeplads.
– Det var egentligt ikke meningen, at han skulle have været med, men vi tænkte, at det kunne være sjovt at have ham med i de her 145 cm speedklasser, og det er jeg jo rigtig glad for, at jeg gjorde nu. Han gav en super følelse, og jeg er sikker på, at han tager samme tur igen i morgen, sagde Caroline efter lørdagens placering på Chaccball.
Søndag gjaldt det så igen en 5-stjernet 145 cm-klasse, og Caroline havde altså fuldstændig ret i, at Chaccball tog samme tur dagen efter. Endnu en gang var ekvipagen nemlig fejlfri og blev denne gang placeret som nummer ti ud af 22 stærke ekvipager, hvor feltet bestod af samme stærke ekvipager som i lørdagens klasse.
– I lørdagens klasse mistede jeg lige tempoet lidt rundt i sidste sving, og derfor var jeg også lige ét sekund langsommere, end jeg havde drømt om. Men igen - jeg har sprunget ham en gang inden stævnet, så jeg er virkelig tilfreds med resultat, afslutter en glad Caroline Rehoff Pedersen, der netop har haft sin debut på Global Champions League-holdet Stockholm Hearts.