Tredjeplads til Danmark i Aachen

04-07-2024 19:36

I dag har de danske dressurryttere været på banen ved det traditionsrige CHIO-stævne i tyske Aachen. Her har danskerne i dag redet CDIO5* Grand Prix, hvilket også var Nations Cup for hold

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro blev i dag bedste dansker i Aachen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Fra den 28. juni til den 7. juli løber det traditionsrige CHIO-stævne i tyske Aachen af stablen, hvor de tre første dage bestod af voltigering, efterfulgt af fem dage med spring og dressur. I går red de danske dressurryttere på banen, og her opnåede Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Znickers deres personligt bedste i international Grand Prix, nemlig 72,804%. 

I dag har de danske ryttere været i ilden igen, denne gang i den femstjernede Grand Prix, hvilket også var Nations Cup konkurrencen for hold. Den individuelle konkurrence blev vundet af tyske Isabell Werth med Dansk Varmblodshesten Wendy de Fontaine (tidl. Queenspark Wendy) e. Sezuan/ Blue Hors Soprano, der blev valgt til i Nations Cup konkurrencen i stedet for Werths Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein 4 lige inden konkurrencens start. Det ser ud til at have været et godt valg, da parret i dag sikrede sig sejren med 76,500%, og dermed lagde det tyske hold i en god position i Nations Cuppen.

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth med Dansk Varmblodshesten Wendy de Fontaine vandt dagens femstjernede Grand Prix. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Efterfulgt af Werth var landsmanden Ingrid Klimke med Franziskus FRH e. Fidertanz/ Alabaster 29, der red et flot program og blev belønnet med 76,043%, hvilket var nok til at sikre dem en andenplads i den individuelle konkurrence. Podiet bestod udelukkende af tyske ryttere, da Frederic Wandres og Bluetooth OLD e. Bordeaux 28/ Riccione sikrede sig tredjepladsen med 75,630%. 

Der var altså ingen dansker at finde i top-3 i den individuelle konkurrence i dag. Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro, var bedste dansker i dag, og blev belønnet med 73,674%, hvilket var nok til en sjetteplads i dagens konkurrence. Dog var Danmark på podiet i Nations Cup holdkonkurrencen, hvor Danmark sikrede sig en tredjeplads med i alt 214,544 point. Holdet bestod af NannaBlue Hors St. Schufro, Nadja Aaboe SlothFavour Gersdorf e.  Foundation RR/ Leandro og Anna ZibrandtsenQuel Filou e. Quaterback 6/ Stedinger 2.

Copyright Ridehesten.com
Anna Zibrandtsen på Quel Filou. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

De tre seje piger red altså Danmark ind på en tredjeplads i Nations Cuppen, der blev vundet af de overlegne tyskere. Med tre tyskere på første-, anden- og tredjepladsen i den individuelle konkurrence, havde Tyskland sikret sig sejren med 228,173 point. På andenpladsen var hollænderne med 215,674. 

Copyright Ridehesten.com
Nadja Aaboe Sloth på Favour Gersdorf. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

I morgen aften gælder det firestjernet Grand Prix Special, og her bliver det spændende at se, om det bliver med den danske nationalsang udover højtalerne. Du kan se stævnets start- og resultatlister her. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner