3 danske verdensmestre kører om NM

09-07-2013 10:37

Signe Wiese

Ved de nordiske mesterskaber i kørsel med hest og vogn, der afvikles på Holtegaard ved Hjallerup fra den 10. - 14. juli, er der lagt op til kamp mellem Finland, Sverige, Norge og Danmark på et meget højt sportsligt niveau. Ikke mindre end 3 verdensmestre starter for Danmark

Copyright Ridehesten.com
Kristina Klindt, kombineret verdensmester for 1-spand pony, med sin pony Pluto Callisto. (Foto: Peter Andersen)

I en del år var både Sverige og Finland foran Danmark i de fleste discipliner inden for køresporten, men inden for de sidst år er Danmark kommet i spidsen. Det giver spænding og stor mulighed for at høste flere danske medaljer ved de forestående mesterskaber.

2 danske verdensmestre i 1-spand pony klassen
For Danmark stiller Kristina Klindt, der er regerende verdensmester.Christina kører med sin skimlede 16 årige Lippizzaner Pluto Callisto. For Danmark deltager også verdensmesteren i dressurdisciplinen, Peter Koux, der kører med sin 16 årige Welsh Cob pony Taffy. Kristina Klint er også regerende dansk mester og Peter Koux er tidligere flere gange dansk mester og verdensmester fra 2007.

2-spand pony klassen
Danmark stiller med to ekvipager: Anette Holst Irming og Bjarne Wiesler. Bjarne Wiesler blev nr. 11 ved VM på Sjælland i 2007 med 1-spand og kører Fjordheste. Anette Holst Irming står til at blive udtaget til VM i Frankrig til oktober.

Dansk verdensmester i 1-spand hest klassen
I klassen 1-spand hest har Danmark et virkeligt stærkt felt. Deltagerlisten tæller bl.a. disciplin verdensmesteren i forhindringskørsel fra sidste år, Ane Wieder, dansk mester fra sidste år i Horsens, Udo Buchwald, samt Henrik Høper, der er det nærmeste vi i Danmark kommer til en professionel kusk. Henrik underviser i både Danmark, Findland og Sverige. Der er i denne klasse virkelig lagt op til kørsel i verdensklasse.

2-spand hest klassen
I 2-spand klassen er der foruden NM også VM i år. Det er ikke nemt at få kuskene til at sige at de går efter de pladser der er til et VM. Men fornemmelsen er, at Henrik Hansen fra Slagerup på Sjælland går målrettet efter en plads, han har haft et rigtig godt år i år. Men også den tidligere danmarksmester i over 20 år med 4-spand Ole Buch Jensen, er et godt bud på en vinder i klassen. Han skiftede sidste år til to spand med stor succes. Flere kuske, der tidligere har vundet både DM og NM, stiller til start med nye heste, heriblandt regerende Dansk mester Kurt Klindt samt Hans-Henrik Mosegaard Nielsen og Finn Qvist.

Juniorklassen
En stor gruppe danske juniorer er til start ved NM. Mange af dem er i familie med erfarne kuske og har kørt siden de kunne holde en line i hånden. Mikkel Kruse Johansen startede med shetlandsponyer, hvor han er regerende dansk mester i 2-spand pony II og III, men kører nu med sin store tyske sportspony Leo. Han får kamp til stregen af Mads Kristiansen, Jannich Sloth og ikke mindst af Danmarksmesteren Udo Buchwalds datter Maria Buchwald. 

Program
Onsdag den 10/7: Dyrlægekontrol, indmarch og officiel åbning
Torsdag 11/7 og fredag 12/7: Dressur 
Lørdag 13/7: Maraton og junior derby 
Søndag 14/7: Forhindringskørsel og præmieoverrækkelse

Hver disciplin (dressur, maraton og forhindringskørsel) præmieres for sig samt tæller med i den kombinerede konkurrence.

Få mere info på Vendsyssel Køreforenings hjemmeside

Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner