Thomas Bach Jensen
Hingstene, som blev indsynet ved efterkåringen den 15. april, har alle bestået afprøvningen og har dermed fået deres navne på hingstelisten med fuldgyldig avlsgodkendelse i 2009. Træningsleder Lisbeth Juel Nielsen fremviste de tre morgenfriske unghingste Blue Hors Bentley, Fürstenball og Las Vegas for dommerne og det lille publikum, der var fremmødt for at overvære arrangementet. Lisbeth fik fremvist de tre hingste som meget ridelige og energiske og fik ufrivilligt ved samme lejlighed mulighed for at demonstrere, at hun også er en habil rodeorytter. Der var masser af glæde at spore hos hingstene, der nu står overfor en bedækningssæson, hvor det er netop er nødvendigt med fysisk overskud. I næste uge kan du i den nye udgave af magasinet Ridehesten læse hingstenes træningsbeskrivelse og alt om efterkåringen på Vilhelmsborg.