Tre danske ungryttere i Göteborg

21-02-2009 10:38

Britt Carlsen

Tre danske ungryttere repræsenterede dansk springsport i dagens Krafft Cup - uden dog at kunne blande sig i placeringerne

Sidste år blev Melanie Vestergaard placeret på 3. pladsen i Krafft Cup finalen, efter at have fået 4 fejl i kvalifikationen. I dagens kvalifikation fik hun igen ærgerlige fire fejl, efter en ellers meget flot runde, som hun red på Capino med stort overblik og en god rytme. - Sidste år fik jeg også 4 fejl i kvalifikationen, men det gik jo alligevel i finalen, sagde Melanie med et smil efter sit ridt her til morgen. Thomas Majlund red en rolig runde på Carlos Cantus, hvor han sparede tid i vendingerne, og det gik godt lige til sidste forhindring, som den hvide vallak bankede på hvorefter resultattavlen viste 4 fejl. Marie Moesgaard kom ikke ind i en god rytme fra begyndelsen på Corland Dane, men på vej gennem banen fik parret vist gode momenter, og da dagen i dag udelukkende tæller til at angive startrækkefølgen til morgendagens finale, så lever håbet fortsat for de danske ryttere. Melanie Vestergaard blev placeret på 7. pladsen med Thomas Majlund lige efter. Der var 500 skr. til de to danskere i præmiepenge, mens vinderen drog af med 5000 kr. Krafft Cup - fremtidens stjerner Young Rider Krafft Cup er en kraftprøve mellem de skandinaviske ungryttere. I 1984 red ungrytterne ind i Scandinavium for første gang, og cuppen har været en succes lige fra begyndelsen. Adskillige internationale springryttere fra Skandinavien har startet deres internationale karriere i Göteborg, som f.eks. også Helena Lundbäck. Den første vinder af Krafft Cup tilbage i 1984 var den internationale svenske rytter Svante Johansson, der for tre år siden vandt VM på Zangersheide. Sejrslisten tæller også en lang række danske navne som: Charlotte Lund, Benedicte Koed-Jørgensen, Andreas Schou (vinder i 2004 og 2005) samt Marie Moesgaard, som sejrede i 2007.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner