Transportforordningen - bødestørrelser

11-06-2015 09:57

Domstole har nedsat bødestørrelser, når der er tale om overtrædelser af ordensmæssig og administrativ karakter, og ingen heste har lidt ulempe

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Transportforordningen, der gælder transport i økonomisk virksomhed, har i årevis voldt besvær for hestesektoren. Besværet består i fortolkningen af hvilke transporter, der er økonomisk virksomhed, og dermed er omfattet af forordningen.

Rigtig mange hestefolk har i årenes løb været i tvivl om, hvorvidt de er omfattet, og regelsættet er så tilpas kompliceret, at mange desværre også er kommet i konflikt med loven og har modtaget bøder fra politiet. Bødestørrelsen er betragtelig og er ved førstegangsovertrædelse 7.000,- kr. pr. overtrædelse. Med denne bødestørrelse kan en uheldig transportør, der ikke regnede med at være omfattet, let komme til at modtage en bøde på f.eks. 21-28.000,- kr. for tre-fire overtrædelser.

SEGES har altid opfattet denne bødestørrelse som urimelig, når det kommer til administrative overtrædelser, og nu støttes dette synspunkt af en række sager indbragt for domstolene, hvor bødestørrelsen har været til vurdering. Domstolene har i de fleste tilfælde nedsat bødestørrelsen, når der er tale om overtrædelser af ordensmæssig og administrativ karakter, og ingen heste har lidt ulempe. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor der ikke er lavet ruteplan, eller hvor en trailers godkendelse til dyretransport er udløbet. Domstolene nedsætter typisk bødestørrelsen begrundet i proportionalitet mellem lovovertrædelse og sanktion.

SEGES vil gennem dialog med Fødevarestyrelsen og Rigspolitiet søge at få domstolenes opfattelse til at slå igennem i de fastsatte bødetakster, således at det ikke er en nødvendighed at bruge egen og rettens tid på at få nedsat administrative bøder.

Hvis du vil vide mere om Transportforordningen, kan du klikke HER

Kilde: SEGES/Dansk Ride Forbund

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner