Thomas Bach Jensen
Med 83,083% distancerede unge Matthias Alexander Rath sine konkurrenter med over 3%. Totilas gik afspændt og sikkert og Matthias havde kun ros til overs for sin verdenshest under det efterfølgende pressemøde. - Det er altid fantastisk at ride Totilas og jeg har aldrig nogensinde opnået så høje point, som jeg nu gør med denne vidunderlige hest. Der er stadig ting vi skal forbedre, og selvfølgelig gør han ikke tingene af sig selv, men i dag var det lidt lettere for mig at ride, da der ikke var det samme pres over tyskerne for at vinde holdkonkurrencen. Hollandske Adelinde Cornelissen indtog andenpladsen med 79,771% og tyske Isabell Werth sneg sig uden problemer ind på tredjepladsen med 78,292% på sin dejlige unge Grand Prix-hest El Santo. Først på fjerdepladsen kom Laura Bechtolsheimer og Mistral Højris. Den engelske ekvipage lavede flere fejl og red tilmed forkert program. Danske Nathalie zu Sayn-Wittgenstein leverede et flot ridt og scorede flere gange 8,5 og 9 for blandt andet changementserier og galoppiruetter. Med en syvendeplads er hun sikker på at være med i morgendagens Grand Prix. De øvrige danskere Sune Hansen og Anne van Olst placerede sig som nr. 17 og 18, så det er desværre usandsynligt, at der bliver plads i søndagens startfelt på femten ekvipager i Küren.