Nina Marie Villadsen
Denne weekend går det løs ved Copenhagen Eventing, og skal man lige have pudset sin præstation i terrænet af, så er her nogle gode råd fra lederen af det engelske militarylandshold, Yogi Breisner.
1. Læs at skifte gear
At ride i terrænet er lidt som at køre bil – du er nødt til at være i det rette gear i forhold til, hvad der ligger forude. Ved ligefrem, store forhindringer, vil du have hesten til at springe i galopspringene med rytteren i et let sæde, stadig med sikkerhed i underschenklen, så du ikke spilder for meget tid og energi ved at skulle lave for mange justeringer.
Når du kommer ind mod en let kombination eller rider en mere kompliceret linje, så skal du ned i gear. Afhængig af linjen eller kombinationens sværhedsgrad, bør du skifte ned i fjerde, tredje eller andet gear.
Det vigtigste er – som når man kører bil – så snart du har skiftet gear, så skal du ride fremad i det nye gear, så du ikke kommer mod forhindringen på en måde, hvor du rider baglæns. Du skal stadig ride fremad, men i et passende gear i forhold til opgaverne forude.
2. Foretag effektive vendinger
Når du foretager en vending i terrænet, så er det ofte på vej mod en forhindring eller kombination. Her kan du bruge vendingen til din fordel ved at sætte hesten op til at skabe den rette galop og det rette tempo til springet.
Rytteren er ansvarlig for retningen, balancen og farten – mens hestens job er at se på forhindringen, afmåle den og springe.
For at få hesten rundt i vendingen, hjælper det ofte at bøje den let fra bevægelsesretningen og bruge det som forberedelse til vendingen. Ved at bøje hesten let til udvendig side, kan du kontrollere udvendige skulder.
Når du kommer rundt i vendingen, er hesten allerede på den korrekte linje mod midten af forhindringen – og fordi du har styr på udvendige skulder, er hesten nu i balance og klar til at klare forhindringen.
3. Vær selvsikker ved kombinationer
I nogle klasser er kombinationer og afstande relativt åbne, men efterhånden som sværhedsgraden øges, bliver kombinationer og afstande teknisk sværere. Selv på lavere niveauer er det dog en god idé, at komme korrekt gennem kombinationerne.
Når du galoperer henover marken skal du forberede hesten, lave vendingen, kontrollerer udvendige skulder og tage den korrekte linje. Du skal have en plan, men hvis der sker noget, så bør du være forberedt på at reagere og gå over til plan B.
Mange forhindringer vil have alternative ruter og lignende til, hvis du får problemer, så du måske kan redde situationen ved at vende væk og ride en anden linjeføring.
Nøglen er som rytter at forberede din hest korrekt, opnå korrekte vendinger og tempo, og så ride den linje, som du har besluttet dig for, da du gennemgik ruten.
Kilde: Horse & Hound
Se video herunder og download app’en HER.