Signe Wiese
Hesten der indbragte den imponerende hammerslagspris var kat. nr. 27, Desendo B – en 3-års hingst e. Blue Hors Don Romantic / Sandro Song, registreret i det hollandske avlsforbund KWPN. Taktfast og med en fabelagtig aktion og skulderfrihed travede Desendo B rundt i ringen, mens buddene væltede ind til auktionarius i et tempo, så det var svært at følge med. Efterhånden som buddene blev højere og højere udviklede der sig en kamp mellem især to borde på langsiden – ved det ene bord var det berider Per Skjærbæk, der bød, og ved bordet ved siden af sad svenske Pether Markne, der danner par med ex-danskeren Per Sandgaard og bød. Det endte med hammerslag til Pether Markne til rekordprisen 260.000 euro, og Desendo B går nu en fremtid i møde som dressurhest i Sverige. Flere heste hentede flotte priser hjem ved auktionen. Kat. nr. 29 Diesel, også en 3-års hingst, e. Vivaldi/Havidoff, der ved auktionen blev fremvist af den nye danske dressurkomet Daniel Bachmann), blev solgt for knap 600.000 danske kroner, mens kat. nr. 31 Damian M e. Jazz/Ferro opnåede hammerslag ved ca. 500.000 kroner. Også springhestene hentede gode priser hjem. Kat. nr. 17, holsteneren Cherry e. Clearway / King Milford xx blev solgt til fam. Hallundbæk til en hammerslagspris på mere end 700.000 kr. Dyreste føl på auktionen blev Luminus Z e. Levisto/Caprilli, der blev solgt for godt 50.000 kr.