Annika Knudsen Lorentsen
Det bliver et spændende startfelt, som publikum kan opleve under dette års World Cup-klasser i forbindelse med World Cup Herning.
Ryttere fra otte forskellige nationer er tilmeldt, heriblandt selvfølgelig Danmark, som kommer med et stærkt felt af ryttere. De danske ryttere, der er tilmeldt CDI-W er Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald, Anna Kasprzak, Andreas Helgstrand, Nadja Aaboe Sloth, Anna Zibrandtsen og Lone Bang Zindorff.
Foruden World Cup-klasserne er der blandt andet 3-stjernede dressurklasser på programmet, ligesom der er masser af internationale springklasser og Lövsta Future Challenge i dressur.
Flere udenlandske ryttere har meldt deres ankomst, og en af dem er den svenske toprytter Patrik Kittel, som kommer til start i World Cup-dressur og i de 3-stjernede dressurklasser. I sidstnævnte medbringer han Bohemian e. Bodeaux, som de fleste danskere kender, som Cathrine Laudrup-Dufours tidligere OL-hest.