Top-5 for Andreas i Omaha!

09-04-2023 05:33

Annika Knudsen Lorentsen

Det blev en udfordrende finaledag ved World Cup-finalen i springning, hvor de to runder gav mange fejl for en stor del af rytterne. Andreas Schou fik desværre tre nedslag i første runde, mens han leverede en flot fejlfri runde i den anden runde. Det sikrede ham en fantastisk top-5 placering i hans første World Cup-finale i karrieren

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Darc de Lux. Foto: FEI/Liz Gregg/ Richard Juilliart

World Cup-finalen 2023 er nået vejs ende, og hvilken spændende afslutning som springrytterne stod for. To krævende runder vendte op og ned på afgørelsen i de sidste to runder, hvor særligt første runde gav rigtig mange fejl. 

Danske Andreas Schou red ind i dagens første runde som fører af den samlede stilling, men ligesom for mange andre ekvipager i dag, fik han flere nedslag i sadlen på en ellers velspringende Darc de Lux e. Darco/Contender (opdr. Morten Augustinus). Dermed gik den danske ekvipage ind i den afgørende anden runde i dag som foreløbig nr. 7. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou med Darc de Lux. Foto: FEI/Liz Gregg/ Richard Juilliart

I anden runde leverede Andreas og Darc deres fjerde fejlfrie ridt ved World Cup-finalen i Omaha, og det sikrede dem en endelig femteplads i deres første World Cup-finale i karrieren, og et historisk dansk resultat. 

Det har været en World Cup-finale i særklasse for Andreas, og han har for alvor har bevist, at han og Darc de Lux hører til iblandt den absolutte verdenselite. De sluttede med samlet 12 fejl, mindre end et nedslag fra podiet. 

– Det er helt vanvittigt at blive 5'er ved min første World Cup-finale, lyder det fra Andreas, som hele vejen igennem har fremhævet, hvor stor pris han sætter på sin hest Darc de Lux og teamet omkring dem begge. 

Se video af Andreas og Darc fra anden runde i dag nedenfor.

Eckermann igen øverst på et podie
Svenske Henrik von Eckermann med King Edward e. Edward lagde sig i front på førstedagen, mens et nedslag på anden dagen betød, at han kom ind til dagens runder som den tredjebedste. I dagens første runde fik ekvipagen et nedslag, men da denne runde gav mange fejl, lagde de sig alligevel ind på en delt andenplads inden den afgørende runde. 

Her leverede de et fejlfrit ridt, og da de øvrige to i toppen af den samlede stilling fik fejl, var det en realitet, at den svenske superekvipage endnu engang kunne lade sig hædre som vinder af en stor titel. Ekvipagen vandt sidste år både individuelt guld og holdguld ved VM i Herning, mens de i 2021 var med til at vinde OL-guld for hold. I Omaha sluttede de med samlet 5 fejl, og det sikrede Sverige en historisk World Cup-sejr. Flere gange har svenske ryttere været på podiet, men aldrig før har en svensk rytter vundet titlen

Copyright Ridehesten.com
Henrik von Eckermann med King Edward. Foto: FEI/Richard Juilliart

– Det er helt utroligt, og jeg har svært ved at sætte ord på det. Finalen har på en måde været lidt op og ned, men jeg ser ikke bagud når jeg rider på banen, og nedslaget på anden dagen betød, at King Edward slap for omspringningen den dag, og han har derfor gået en runde mindre end mange af de andre, forklarer Henrik og fortsætter:

– Han er i absolut topform og sprang utroligt i dag. Han er en fantastisk hest, som virkelig fortjener at vinde en World Cup-finale. 

Andenpladsen i årets World Cup-finale blev ligesom sidste år hollandske Harrie Smolders med Monaco N.O.P. e. Cassini II/Contender. Ekvipagen sluttede med 9 fejl efter en fejlfri første runde i dag, og et nedslag i den afsluttende runde. 

På tredjepladsen blev det amerikanske Hunter Holloway med Pepita con Spita e. Con Spirit til stor glæde for det amerikanske publikum. Hun sluttede med sammenlagt 11 fejl. 

Fjerdepladsen gik til brasilianske Yuri Mansur, mens Andreas Schou som nævnt sikrede sig en særdeles flot femteplads. 

Næste år afholdes World Cup-finalen i både dressur og springning i Riyadh i Saudi Arabien. 

Resultater fra Omaha.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner