To hingste godkendt ved efterkåringen

02-04-2019 17:31
Avl

Ved Dansk Varmblods efterkåring på Vilhelmsborg blev en 4-års hingst og en 10-års hingst færdigkåret

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var i dag en meget overskuelig hingstekåring på Vilhelmsborg for de hingste, der var forhindret i at deltage ved Dansk Varmblods ordinære hingstekåring i Herning i marts måned.

Efter alle hingste var blevet målt i stalden, var der tid til fremvisning ved hånd på fast bund, hvorefter resten af bedømmelsen foregik i opvisningshallen foran et meget lille men fagkyndigt publikum.

Nyheden fortsætter efter annoncen

De to ældre hingste blev begge fremvist under rytter. Den 4-årige Blue Hors Kingston e. Glock’s Toto Jr./ Turbo Magic (redet af Cristian Tudela Ruiz) har aflagt 50-dages materialprøve i Holland (som årgangens nr. 2 i dressur). Han blev færdigkåret i Dansk Varmblod, og avlskonsulent beskrev hingste som bl.a. velrejst og harmonisk og med sine styrker i skridt og galop.

Copyright Ridehesten.com

Den 10-årige Eye Catcher e. Vivaldi/ Partout kendes som dobbelt UVM-bronzevinder og er sidenhen uddannet til S-dressur. Også Eye Catcher, der blev fremstillet af Helgstrand Dressage og redet af Severo Jurado Lopez, blev færdigkåret. Han blev betegnet som en passende ædel og højtstillet hingst, der er meget funktionel i alle tre gangarter, bl.a. med en exceptionel god skridt.

De to 3-årige hingste blev vist i longe og derefter løse i den store opvisningshal. Begge hingste, Don Amore e. Don Romanov/ San Amour og Fire Dream e. For Romance Desperados blev fremstillet af Helgstrand Dressage, og ingen af disse opnåede godkendelse til afprøvning.

Copyright Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner