Thomas Bach Jensen
Dansk Sports Ponyavl havde en fantastisk dag på Ikast Ridecenter med mange mennesker på lægterne til at nyde en hingstekollektion med høj kvalitet hos både 3-års hingstene og de ældre hingste til færdigkåring.
Ikke mindre end syv 3-års hingste opnåede 1-års avlsgodkendelse; seks dressurbetonede og en springbetonet. Her udpegene dommerne Birthe Lyder Nielsen, Jane Bech Jensen og Jens Søgaard den dressurbetonede Navigator e. FS Next Diamond/ FS Don't Worry/ FS Champion de Luxe, opdrættet og ejet af Tanja Hass Aaby, som fløjhingst. Hingsten blev kåret med 9 i helhed i lighed med den ligeledes dressurbetonede Nørlunds Dream Date e. Dating AT/ Boogie Dancer/ Charming-Boy SE.M., der er opdrættet af Stutteri Stald Nørlund og ejet af Stutteri Følle Strandgaard.
Årgangens springhingst er Søgaards Golden Moon e. Sir Sansibar/ Back Up/ Nakonetsj OX, der er opdrættet af Stald Søgaard v/ Anja og Gitte Søgaard og ejet af Katrinelund v/ Ib Kirk. Hingsten blev bedømt med karaktererne 9 og 9,5 i springning.
I holdet af 4-års og ældre hingste med godkendt afprøvningsresultat blev fire hingste færdigkåret, og her blev alle medaljekarater taget i brug. Med guldmedalje og titlen bedste gangartshingst blev A New Story e. Jonkers' Jayden/ Wester Aikema's Adios/ Anjershof Rocky bedømt med topkarakteren 10 for både type og helhed. Hingsten er opdrættet i Holland og ejet af Stald Præst v/ Mette og Michael Præst Friis.
Kåret som bedste springhingst og ligeledes tilkendt guldmedalje blev Thorup's Walander e. Opbroeks Wicklow/ Golden Boy van de Stompslag/ Manitu N., der er opdrættet og ejet af Vita Mølgaard. Hingsten blev dekoret med topkarakteren 10 for helhed og ligeledes for både teknik og kapacitet i springning.