Thomas Bach Jensen
Lørdag morgen starter årets DSP-hingstekåring, hvor Birthe Lyder Nielsen, Jane Bech Jensen og Jens Søgaard forestår bedømmelsen af de ti ponyhingste. Dagen starter kl. 08.30 med måling, og det egentlige program for kåringen starter ifølge kataloget kl. 09.00 med løsspringningen.
På DSP's hjemmeside kan man læse, hingstene stilles flot klargjorte og i god kondition til eksteriørkåringen, hvor de 3-årige hingste fremvises og bedømmes ved løsspringning, visning på fast bund, longering og til sidst mønstring i hallen, inden oprangering og frasortering finder sted. Se herunder, hvordan en kåringsdag foregår.
Målet for avlen i Dansk Sports Ponyavl er en moderne international ridepony i alle størrelser, jævnfør Dansk Ride Forbunds Sportsreglement. Velanvendelig for børn og unge, til en eller flere af ridesportens discipliner på højt niveau.
Eksteriør og gangarter kan differentieres i forhold til, om det eksempelvis er en dressurpony eller en springpony, der er det ønskede resultat.
I Dansk Sports Ponyavl er man stolte over, at man for tredje år i træk kan mønstre en hingstekåring med 20 eller flere fremstillede hingste.
I år ventes der et spændende hold af unghingste med 11 tilmeldte, hvoraf hele tre er efter hingsten Sir Sansibar. De øvrige er efter Dating AT, D-Gold AT, Dreidimensional AT, FS Next Diamond, Golfino, Genesis BL, J.B. Mirage og Neverland WE.
Endvidere fremstilles der fem hingste med godkendt prøveresultat til færdigkåring og fem ældre hingste til avlsgodkendelse.