Thomas Bach Jensen
Med den billedesmukke oldenburger Don Auriello e. Don Davidoff / White Star tog Tinne Vilhelmson-Silfven sejren i World Cup Grand Prix Kür ved Florida Dressage Classic CDI-W i Wellington. Under det nye stadions spotlight red hun sig med 76,350% til en meget sikker sejr foran amerikanske James Koford, der har stor fremgang med sin belgiske vallak Pharaoh e. Ferro / Carneval. Shawna Harding sikrede, at en danskavlet hest kom ind på tredjepladsen. Med Come On III e. Com Back II / Lantaan (opdr. fam. Kløve-Mogensen) opnåede hun 71,175%. Eneste danske rytter i klasser var Mikala Gundersen, der netop har debuteret My Lady e. Michellino / Ritterstern i Grand Prix. Med så kort tids samarbejde lover det rigtig godt for denne nye danske ekvipage, der opnåede knap 65%. Endnu en dansk hest i klassen var Marcus Davids Chrevi's Capital e. Chrevi's Cavallo / Weinberg (opdr. Vivian og Chresten Kristensen), der er uddannet hos og solgt af Hasse Hoffmann. Lørdag blev der også afviklet Intermediaire I, og her sejrede den unge, talentfulde Caroline Roffman med hannoveraneren Pie e. Worldly / World Cup, som hun har købt i Danmark hos Jan Bastrup . Devon Kane blev nr. 2 med Destiny (tager jeg ikke fejl, så er det en DV-hoppe e. Blue Hors Don Schufro/ Blue Hors Romancier, som tidligere har heddet Kgs Hørgaards Destany og er opdrættet af Laila Roschmann. Hoppen er tidligere uddannet af Bent Jensen og Mikala Gundersen). Søndag byder på Grand Prix Special med DV-heste som Paragon, Otto og Lucky Tiger samt Bukowski og Action Tyme, som også kendes fra Danmark.