Annika Knudsen Lorentsen
Den tidligere hingst, 8-årige So Perfect e. Sezuan/Sir Donnerhall er blevet solgt til Sverige. Det beretter Eurodressage.com.
Vallakken er født i Oldenburger Pferdezuchtverband, hvor han i 2019 blev kåret som reservefløj, og han er siden blevet kåret i Dansk Varmblod, hvor han i 2021 blev beskrevet som en højstillet, storrammet og passende ædel hingst med et kønt hoved. Skridten blev beskrevet som taktfast, traven som taktfast og energisk og galoppen som rummelig og velbalanceret. Hingsten fik tildelt 9 i helhed. Han var som ung ejet af Helgstrand Dressage i partnerskab med Heiko Klausing, og det er hos Helgstrand Dressage, at han er blevet uddannet indtil nu.
I årene efter hans flotte kåringsresultater, blev So Perfect en særdeles eftertragtet avlshingst hos Helgstrand Dressage og han er blevet far til flere afkom de seneste år, og ser man på hans første årgang, blev hele syv sønner kåret i Tyskland, og i alt er 15 afkom kåret i Tyskland efter ham.
So Perfect har tidligere konkurreret med Betina Jæger Jensen i sadlen op til MB-niveau. Det var tilbage i 2022 og 2023, hvorefter han flyttede til Helgstrands tyske afdeling, hvor han blev trænet af Leonie Richter, der red et enkelt stævne med ham i 2024 på lilleturs niveau.
I oktober 2024 blev en del af So Perfect solgt til de australske investorer, Paul og Emma Weel, med det formål at udvikle hans karriere i avl og sport. Ejerskabet var fortsat i samarbejde med Helgstrand Dressage. Det blev dog besluttet af droppe avlsdelen, og han blev derfor kastreret. Herefter har han fokuseret på sportskarrieren, og sammen med Leonie Richter scorede han 73,289 procent i hans første Intermediaire II ved et stævne i begyndelsen af 2025. I marts startede han i S*** i tyske Vechta, og opnåede 73,860 procent, mens han gik sit seneste stævne i Elmshorn i april, hvor han i S*** opnåede 72,240 procent.
Nu er den 8-årige vallak solgt til Sverige, nærmere bestemt til Lövsta Stuteri, som har købt ham som Grand Prix-håb for svenske Tinne Vilhelmson-Silfvén. Hun fortæller til Eurodressage:
– Vi ser meget frem til at have So Perfect i vores stald. Vi vil give både ham og os tid til at udvikle vores partnerskab og vi vil se an, hvad fremtiden bringer til os.