Tina over 1.85 på Store Hestedag

05-09-2010 08:00

Maria Schacht

Højdespringningen lørdag blev en spændende duel mellem Tina Lund og Thomas Sandgaard

Det var et veloplagt publikum, som i går spændt satte sig til rette i sæderne, for at overvære højdespringningen, som blev sponsoreret af Brogaarden, der også er en af hovedsponsorerne bag årets hestefest i Roskilde. Både Tina Lund & Thomas Sandgaard er erfarne på højderne, idet de begge har præsteret at springe over 2 meter, og de lagde begge stærkt ud med at ride sikkert og fejlfrit på starthøjden som var 1.40. Tina havde til dagen medbragt hele to heste, nemlig 16-årige Carola og Chubon på 11 år som hun tidligere har haft sprunget 2 meter på. Thomas red den velspringende 9-års vallak Cassius Clay, som han på bare 2 år har uddannet fra LB til internationale Grand Prix klasser. Det var første gang Cassius Clay gik en højde springning, men vallakken sprang gang på gang overbevisende og fejlfrit. Begge ryttere havde to forsøg på det afgørende spring, og Tina fik fejl på både Carola og Chubon i første forsøg da højden kom over de 1.75. Således så det længe ud til at Thomas ville være den som først løb af med sejren. Desværre strejfede Cassius Clay bommen da højden nåede op på de 1.85, og Tina sikrede sig dermed sejren på Chubon, som kom fejlfrit over i andet forsøg. Rolf Momberg fra Brogaarden overrakte præmiechecken på de kr. 5000,- og desuden modtog Tina et gratis spring fra Dansk Springdesign. Store Hestedag fortsætter i dag, hvor dørene åbnes fra kl. 8.00 Se søndagens program ved at følge linket.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner