DV-hoppe sprang halv mio. ind i USA

06-02-2025 06:47

Princip F. Damgaard, en 10-årig dansk varmblodshoppe, var i weekenden med på det hold, der sprang sig til en tredjeplads i den prestigefyldte Grand Charity Challenge i Wellington i USA. Med det flotte resultat fulgte 85.000 dollars til en velgørende organisation

Copyright Ridehesten.com
Princip F. Damgaard ses her i 2023 under danske Malou Therese Mulbjerg Larsen. Nu er den 10-årige DV-hoppe stævnehest på den anden side af Atlanten. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danskopdrættede 10-årige hoppe Princip F. Damgaard e. Balou/ Coulthard (opdr. Mia Givskov og Søren Nedergaard) har tidligere haft succes i childrenklasserne med den unge danske springrytter Malou Therese Mulbjerg Larsen i sadlen. I foråret 2024 blev hoppen solgt til Marigot Bay Farm nær Lexington i den amerikanske delstat Kentucky.

Lørdag aften, nærmere bestemt den 1. februar, deltog hoppen i den velgørende springkonkurrence Grand Charity Challenge i hestemekkaet Wellington til en festlig aften under titlen Saturday Night Lights. Hoppen blev redet af den irske internationale springrytter Kevin Gallagher og sammen med springrytterne Caroline Mawhinney og Mia Albelo, som udgjorde de to andre pladser på holdet, lykkedes det Team Flamenco at ride sig til en tredjeplads ud af de i alt 35 deltagende hold. Præmiesummen var på over to millioner dollars, svarende til mere end 15 millioner danske kroner – men rytterne kunne ikke selv stoppe pengene i lommen. I stedet for kan 44 velgørenhedsorganisationer og 12 skoler i Wellington nu nyde godt af pengene.

Copyright Ridehesten.com
Kevin Gallagher og Princip F. Damgaard var i weekenden med til at vinde 85.000 dollars til Charley's Fund til Great Charity Challenge-springkonkurrencen i Wellington. Foto: Privat

Alle hold blev tilfældigt sat sammen med en velgørenhedsorganisation og kæmpede herefter intenst om at være hurtigst i mål over forhindringerne – og dermed samle flest muligt penge ind til den pågældende organisation. Ingen af velgørenhedsorganisationerne gik dog tomhændede hjem, da der også til de dårligste hold var minimum 15.000 dollars på højkant. Foruden de store præmiesummer var også kostumer og temamusik med til at sætte stemningen i vejret på den festlige aften i Wellington. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Team Flameco red for Charley's Fund, som er en organisation for mennesker, der lider af den alvorlige, neuromuskulære sygdom Duchennes muskeldystrofi (DMD). Med tredjepladsen i springkonkurrencen samt prisen for bedste kostume, som også gik til Team Flamenco, fulgte i alt 85.000 dollars, svarende til et godt stykke over en halv million danske kroner, som gik direkte til Charley's Fund.

Klassens resultat samt præmiesummer.

Kilde: Great Charity Challenge

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner