Tina Lund er klar til First Grand Prix

22-05-2013 14:10

Signe Wiese

Tina Lund er for alvor tilbage på hesten, og i gang med stævnerne efter at sønnen Louis kom til verdenen i august 2012. En spændende sæson står for døren, og naturligvis er Tina med, når der afvikles First Grand Prix i Bernstoffparken den 23.-26. maj

Copyright Ridehesten.com
Tina Lund og Zamiro.

Tina  har for få uger siden solgt top-hesten Jackson Hole, og det betyder et væsentligt ændret stævneprogram og ambitonsniveau for 2013. Planen var en landsholdsplads og deltagelse i EM, men uden Jackson Hole er det ikke muligt længere. I stedet arbejder Tina nu målrettet mod at bruge 2013 til at modne og dygtiggøre en række yngre talenter til sæsonen 2014.

Vi kan glæde os til at se Tina Lund på hendes ”gamle” stjerne Zamiro, som vi håber kvalificerer sig til at gå Grand Prix i Bernstorffparken, og til at se de to unge talenter, Clearwater S på 9 år og Big Red på blot 8 år.

Dit bedste ridt nogensinde?
- Det var helt fantastisk at vinde EM i 2002. Jeg var sidste rytter og da jeg red igennem mål vidste jeg, at vi var Europamestere! Det var stort – venner og famile var alle med og gjorde oplevelsen til noget helt specielt.

- Derbyet i Falsterbo var også helt speciel. Uden forudgående træning til denne helt specielle diciplin blev Zamiro og jeg nr.2. Det er et internationalt meget anerkendt stævne og banen var ganske udfordrende. Der var masser af opgaver – vandgrave, grøfter, banketter og spring -  hele 32 forhindringer. Det er mere end dobbelt så mange som til et almindeligt ridestævne. Året efter gentog vi succen med endnu en 2. plads.

Hvorfor blev det ridning?
Fra jeg var helt lille plagede jeg mine forældre om at få en pony. Min far var professionel fodboldspiller og vi boede i udlandet, så egen hest og ridning var ikke en mulighed. Da vi flyttede hjem til Danmark fik jeg min første lille hyggepony.

Hvornår startede du med at ride?
Jeg startede som 9 årig,  red konkurrence  som 10 årig  og blev Danmarksmester som 11 årig. Vi boede på en gård i Allerød, som slet ikke var egnet til at holde hest. Men min far har altid været en fantastisk støtte og garagen blev lavet om til stald og haven lavet om til ridebane

Hvad er dit største mål?
Jeg ønsker at blive ved med at være på toppen og satse på de store klasser internationalt – på de nye heste, som er på vej.

Din livsfilosofi:
Hvis man ikke prøver, så vinder man ikke. Derfor skal man tage chancen når den er der gøre det som skal til. Vind eller forsvind, om man så må sige.

Facts om Tina:

Fødselsdato: Født 14 januar 1981

Uddannelse: HH på Hillerød Handelsskole på Team Danmark linie

Jobstatus: Driver stutteriet Lyngsholm

Civil status: Gift med Allan Nielsen og sammen har de Louis Lund Nielsen fra 2012

Heste: Bl.a. Zamiro, Clearwater S, Big Red  – og en masse unge talenter i stalden 

 

Kilde: Pressemeddelelse

Info

Bedste nationale resultater:
* 19 gange Dansk Mester, 1. gang som 11-årig!
* 8 gange Nordisk Mester
* Årets Sportsnavn Danmark 2002

Bedste internationale resultater:
* Eneste danske kvinde der har vundet World Cup sejre
* Vinder af 6 Nations Cup
* Deltog i EM og VM for seniorer og World Cup-finale i Las Vegas (Carola og Andante)
* To gange nr. 2 i Falsterbo Derby (Zamiro)
* Guld EM Young Riders 2002 (Lanthanid)
* Vinder af CSI4*-W Oslo Grand Prix 2006 (Zamiro)
* Vinder af CSI3* Norway Grand Prix 2009 (Zamiro)
* Vinder af Grand Prix CSI3* Arezzo, ITA (Andante)
* Vinder af Grand Prix CSI4* Poznan, POL (Monique)
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner