Britt Carlsen
Den 20. august 2011 sagde springrytter Tina Lund ja til Allan Nielsen ved et smukt bryllup i Næsbyolm Kirke på Sydsjælland. Og på samme dato i år forventer lægerne at Tina nedkommer med parrets første barn. Parret er naturligvis jublende lykkelige og Tina glæder sig meget til at blive mor. - Det bliver rigtigt dejligt, er Tinas første reaktion på Ridehestens lykønskning. Hendes glæde skinner tydeligt igennem telefonen. - Jeg har det godt og alt går som det skal, vi har dog ventet med at offentliggøre noget indtil jeg har været gennem alle forundersøgelserne, og de viser at alt ser rigtig fint ud. Tina er i 3. måned, og har blot taget en smule på, men ellers føler hun sig i fin form. De seneste to weekends har hun redet elite- og internationalt stævne på Vilhelmsborg afviklet af Danish Derby - og resultaterne, med placeringer i Grand Prix-klasserne begge weekends, viser at hun fortsat er i fin form. Under det internationale stævne var hun på banen 12 gange og fik 11 placeringer. Hvor længe hun fortsætter med at ride afgøres naturligvis af hendes generelle helbred. - Jeg har spurgt Rikke Haastrup og Karina Truelsen, hvor længe de red konkurrencer, fortæller Tina. Hun tager naturligvis ingen chancer med ønskebarnet. - Vi havde faktisk håbet på, at jeg kunne blive gravid i år. I år er der OL, og det har vi ikke kvalificeret os til, og vi er ikke i superligæn, så rent sportsligt passer det også bare så fint ind, slutter Tina Lund.