Kristine Ulsø Olsen
Et utal af pony- og hestehove har gennem de sidste par dage betrådt banerne hos Kolding Rideklub, som i denne weekend har været vært for årets første ECCO Cup-kvalifikationer for både pony-, junior-, ung- og U25-rytterene. I dag stod der kür på dagens program og her blev rykket lidt rundt på den samlede stilling.
For kategori II-ponyerne sejrede sidste års danmarksmester, Josephine Gert Nielsen på Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/Orchard D'avranches. Dagens kür indbragte dem 74,54% og en samlet procent på 144,67, gjorde dem til vindere af kvalifikationen for II'erne. I det samlede regnskab blev Anna Teibel Raben med FS Calimero e. FS Dior De Luxe nummer to med 143,15%, mens Mathilde Fovsholm med Truly Yours e. Timberland blev nummer tre samlet med 142,09%.
Se det samlede resultat HER.
Cornelia Munch Sinding lagde i fredags ud med at vinde den første afdeling for kategori I-ponyerne og i dagens kür trak hun fra konkurrenterne. Med AJ Don't You Forget About Me e. FS Don't Worry/FS Golden Highligt (opdr. Maria Astrup Jensen) blev de i dagen kür belønnet med 75,33%, hvilket sammenlagt med fredag gav dem 148,53% og derved også den samlede sejr i kvalifikationen for kategori I. Caroline S. Jørgensen bibeholdt fredagens andenplads sammenlagt på Dr. Doolittle e. FS Don't Worry/Brooklands Moonwalker med en samlet procent over to dage på 145,53%. Astrid Würtz Green Andersen på Golden Boy 162 e. Hesselteichs Golden Dream opnåede i dagens kür 73,64% og hun formåede derfor også at holde den samlede placering som nummer tre med samlet 144,26%.
Se det samlede resultat HER.
For juniorrytterne blev det en ren magtdemonstration fra afkom efter Blue Hors-hingste. I går var Frederikke Gram Jacobsen og Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack/Come Back ll (opdr. Alex Dyrgaard) lige i hælene på Alexander Yde Helgstrand og Grevens Sa'va' e. Blue Hors Soprano/Blue Hors Romancier (opdr. Svend Skov Poulsen og Dorit Greve). I dagens kür opnåede Frederikke og Zafina svimlende 79,04%, hvilket Alexander og Sa' Va' ikke kunne hamle op med. Med et målehår vandt Frederikke derfor samlet med 153,81% foran Alexander med 153,78%. På en samlet tredjeplads blev det Liva Addy Guldager Nielsen og Don Caballero e. Blue Hors Don Olymbiro/Blue Hors Don Schufro (opdr. Jytte Strangholt og Kurt Nørskov) med 146,77%.
Se det samlede resultat HER.
Efterfølgende fortsatte ungrytterne det uhyrlige høje niveau som juniorrytterne havde startet. Med en sejr både i går og i dagens kür med 78,79%, lod Sara Aagaard Hyrm og Skovborgs Romadinov e. Blue Hors Romanov/Mago xx (opdr. Esben Klinkby) ikke konkurrenterne komme i nærheden af førstepladsen. Med samlet 153,88% henviste de Anders Uve Sjøbeck Hoeck og Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors) til andenpladsen med en samlet procent på 150,21. Kristian Würtz Green på Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen) avancerede i dag til den samlede tredjeplads med 148,45%.
Se det samlede resultat HER.
Hos U25-rytterne blev der ikke rokeret ved noget i forhold til gårsdagens resultat. I dagens U25 Grand Prix sejrede Josefine Dahl Hoffmann og Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov/Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup) endnu engang. Med 73,79% i dagens program blev det sammenlagt til 145,59%. Herefter fulgte U25-debutanterne Karoline Rohmann på Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/Lauries Crusador XX (GB) (opdr. Jan og Karina Koefoed-Nielsen) og Alexander Yde Helgstrand på Lollipop 126 e. Lord Sinclair/Welt Hit l. De blev placeret samlet som nummer to og tre med henholdsvis 142,74% og 137,06%.
Se det samlede resultat HER.
"I'm happy" lød det efterfølgende fra landstræneren for pony-, junior- og ungryttere, Dennis Fisker. Efter en lang pause, hvor tiden er blevet brugt fornuftigt med flere landsholdsamlinger, fik han endelig lov til at se rytterne til et officielt stævne.
– Først og fremmest har det været fedt at stævnet kunne holdes for alle kategorier samtidig. Selvfølgelig med coronaregler, men de overskyggede ikke stævnet. Jeg må sige at junior og ungrytterne rider med et vanvittigt højt niveau, så det er jeg meget glad og tilfreds med. Der er skiftet lidt ud hos ponyrytterne, men jeg er ret fortrøstningsfuld, for der er flere ekvipager som jeg er sikker på at vi kan rykke op på et højere niveau indenfor ret kort tid.
Til slut lod Dennis også en bemærkning falde til de ekvipager som ikke blev kvalificeret til dagens kür finaler. –De ryttere som ikke gik videre, skal vitterlig ikke være kede af det. Der har været så mange tilmeldte og et højt niveau, så de må endelig ikke miste modet, men de skal derimod bare klø videre, så skal det nok komme.