Tilbageblik på dressuråret 2024

04-01-2025 17:49

Trine Askjær-Jørgensen

Vi ser her tilbage på nogle af højdepunkterne for dressursporten i året 2024 og kigger frem mod, hvad der er på tapetet af store stævner i 2025

Copyright Ridehesten.com
Patrik Kittel og Touchdown til World Cup-finalen. Foto: FEI/Martin Dokoupil

Med nogle store begivenheder på programmet i 2024 var året tætpakket for dressurrytterne, deres heste og ikke mindst dressurentusiasterne, som ynder at følge med i sporten.

Først af store, internationale stævner var FEI World Cup-finalen i april, der blev afviklet i Riyadh, Saudi-Arabien.

Med det forestående OL i Paris til august valgte den forsvarende mester, tyske Jessica von Bredow-Werndl, ikke at tage den lange rejse med sin tophest TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk, hvilket betød, at der blev konkurrence om titlen fra flere andre atleter.

Efter at være blevet nr. 2 i Grand Prixen efter britiske Charlotte Fry og Everdale e. Lord Leatherdale/ Negro tog svenske Patrik Kittel sin første World Cup-titel i sadlen på Touchdown e. Quaterback/ Sack, hvor han i küren slog danske Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Don Olymbrio e. Jazz/ Ferro samt den tidligere World Cup-vinder, tyske Isabell WerthDSP Quantaz e. Quaterback/ Hohenstein I, der blev henholdsvis nr. 2 og 3. Ekvipagernes procenter var usædvanligt tætte, så det blev en noget nervepirrende finale at overvære.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Don Olymbrio til Word Cup-finalen. Foto: FEI/Martin Dokoupil

Sommerens Nations Cups
Det var en travl sommer for mange ryttere og deres heste med FEI Dressage Nations Cup, der fungerede som en glimrende mulighed for, at landene kunne finpudse deres holdkombinationer og for hestene til at samle erfaring med at gå udendørs foran et stort publikum.

For andet år i træk vandt Tyskland serien, idet de slog Danmark med 11 point i den sidste afdeling ved Falsterbo Horse Show i Sverige. Det hollandske hold tog tredjepladsen.

Copyright Ridehesten.com
Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Uforglemmelige minder fra OL i Paris
Højdepunktet i dressuråret 2024 var uden tvivl de olympiske lege i Paris, der udfoldede sig i de historiske og unikke rammer ved Versailles-slottet lige uden for den franske hovedstad.

I holdkonkurrencen løb Tyskland med sejren efter at have redet de højeste procenter hjem i Grand Prix Special, og de gentog dermed triumfen fra Tokyo i 2021. Holdet bestod som bekendt af Frederic Wandres med Bluetooth OLD e. Bordeaux/ Riccione, Isabell Werth med danskopdrættede og DV-kårede Wendy de Fontaine e. Sezuan/ Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) og Jessica von Bredow-Werndl med TSF Dalera BB.

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth og Wendy de Fontaine med den vilde baggrund i Versailles. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det var dog en utrolig tæt holdkonkurrence, hvor de danske ryttere var lige ved at løbe med OL-guldet, og Cathrine Laudrup-Dufour med Mount St John Freestyle e. Fidermark/ Donnerhall leverede den individuelt højeste score i Grand Prix Special. Det var dog lige præcis ikke nok, men det danske dressurlandshold vandt en historisk OL-sølvmedalje. Udover Dufour og Freestyle bestod holdet som bekendt af Daniel Bachmann Andersen med Vayron e. Vitalis/ Gloster og Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og MSJ Freestyle. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Storbritanniens hold bestående af Becky Moody med hjemmeavlede Jagerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz, Carl Hester med Fame e. Bordeaux/ Rhodium og Charlotte Fry med Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro tog sig af bronzemedaljen.

Selvom der var store håb om, at Laudrup-Dufour og Freestyle skulle ride sig til en individuel medalje i kürfinalen, så blev det igen Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera BB, der løb med guldet. Isabell Werth red sin 14. olympiske medalje hjem, denne gang i sølv og i sadlen på DV-hoppen Wendy. Charlotte Fry og Glamourdale tog sig af bronzemedaljen.

Efter OL i Paris blev den 17-årige trakehnerhoppe, Dalera, pensioneret, mens hun stadig var på toppen som én af de bedste heste nogensinde indenfor sin disciplin.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Vayron. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Verdensranglisten og store stævner i 2025
Mens Jessica von Bredow-Werndl dominerede FEI's verdensrangliste i dressur tidligere på året, er hun siden blevet overhalet indenom af landsmanden Isabell Werth, som igen har gjort sig bemærket i toppen.

Werth bliver skarpt efterfulgt af Cathrine Laudrup-Dufour på andenpladsen, Charlotte Fry på tredjepladsen, Dinja van Liere på fjerdepladsen og Von Bredow-Werndl, der nu ligger på femtepladsen. Werths OL-partner, Wendy de Fontaine, har taget sig af førstepladsen på dressurhestenes verdensrangliste, siden Dalera blev pensioneret.

De bedste dressurekvipager kæmper nu om at sikre sig kvalifikation til FEI World Cup-finalen i dressur 2025, som afholdes i schweiziske Basel til april. Det største mesterskab, der finder sted i 2025, er EM i dressur, som afvikles i Crozet, Frankrig i slutningen af august.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zepter. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Kilde: FEI

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner