Stævnesucces på Kirstinelund

24-04-2024 06:34

På lørdag den 27. april 2024 afholder Kirstinelund Sportsrideklub ved Harlev i Jylland for første gang konceptet Ring og Rid på deres store udendørs springbane, og tilslutningen er enorm

Copyright Ridehesten.com
Kirstinelund Sportsrideklub råder over en stor, flot Walber Ebbeflod ridebane, der på lørdag skal huse over 150 starter til deres Ring og Rid stævne. Foto: Privat.

Da Kirstinelund Sportsrideklub afholdt deres C-springstævne for både hest og pony i marts måned, offentliggjorde de deres planer for et, for dem, helt nyt koncept i klubben. Nemlig Ring og Rid, med klasser fra bom på jord til og med 120cm, med det udgangspunkt at give så mange ryttere som overhovedet muligt en god start på udendørssæsonen. Nu er weekenden så kommet, hvor konceptet bliver en realitet, og klubben er væltet bagover af alle de tilmeldinger, der er kommet til stævnet. 

Med 37 tilmeldte i ponyklassen og hele 111 tilmeldte i hesteklassen må det siges, at være en stor succes for klubben: – Vi er super glade for den store opbakning. Det fortæller os jo, at folk godt kan lide at komme her, og det er selvfølgelig et skulderklap for os som klub. Vi er rigtig glade for, at folk har lyst til at komme og støtte op, og vi vil gøre vores allerbedste for, at gøre det så hyggeligt som muligt, fortæller Susanne Barnow, der til dagligt driver stedet med sin partner Steffen Kristensen.

Copyright Ridehesten.com
Kirstinelund Sportsrideklub fik sidste år bygget deres nye cafeteria, som vil holde åbent hele dagen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Kirstinelund åbner op for deres hyggelige cafeteria, hvor der vil være mulighed for at få lidt mad og drikke, samt sidde og nyde springning i løbet af dagen: – Vi åbner vores café så man kan komme og hygge sig sammen og se hinanden springe. Vi håber selvfølgelig på godt vejr, men ellers kan man jo sidde inde under vores overdækkede cafeteria, som vi fik bygget sidste år, forklarer Susanne. 

Copyright Ridehesten.com
Cafeteriaet holder åbent under hele stævnet, og der er masser af plads til hyggeligt samvær. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Tanken bag konceptet var for Kirstinelund at åbne op for bredden, så både de unge mere uerfarne ryttere kunne komme og prøve kræfter med en stævnebane, men også så de mere erfarne ryttere kunne tage deres unge heste med inden udendørssæsonen for alvor starter, afslutter Susanne: – Tanken var at give mulighed og plads til, at både dem der ikke springer så højt, og dem der har ungheste, der skal blive klar til udendørssæsonen, kan komme og prøve at ride på vores bane. Vi har en masse flotte spring og gode forhold, så vi er sikre på, at det bliver en kanon hyggelig dag sammen. 

Copyright Ridehesten.com
Kirstinelund Sportsrideklub glæder sig til endnu en gang at byde en masse dygtige ekvipager velkommen. Foto: Privat.

Se stedet og banen i instagram-opslaget herunder: 
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner