Marie Helene Rigård Rohleder
Den klassiske rideundervisning blev byttet ud med team-buildings øvelser, ryste-sammen lege, ponygames på hold og foredrag med dressurdommer og rytter Winni Agertoft samt springrytter Claus Hundebøl, der hver især fortalte om at være ny rytter i en stald, deres vej i rideverden og den gensidige hjælp og respekt, man bør have for hinanden.
– Dagen var en stor succes, og børnene havde det rigtig hyggeligt. I starten var de lidt generte og stille, fordi vi havde sat dem på hold med andre ryttere, som de ikke umiddelbart kendte. Men efter ponygames og flere af vores team-building øvelser, så blødte de op og begyndte at tale og være sammen på kryds og tværs. Det var rigtig dejligt at se, fortæller Michelle Tovgaard, som underviser i spring på Egtved Rideklub.
Egtved Rideklub har tre undervisere, cirka 200 medlemmer og 18 elevheste. Det er underviserne i samarbejde med bestyrelsen, som har taget initiativ til arrangementet.
– Det kan sagtens betale sig at hive en dag ud af kalenderen, sætte ridningen til side og fokusere på fællesskabet og den gode stemning. Det skal være sjovt at gå til ridning, og jeg kan kun anbefale andre klubber at kaste sig ud i at lave et lignende arrangement, siger Michelle Tovgaard.
Klubben har også tilmeldt tre hold til Dansk Ride Forbund Elevskole Cup, som de håber kan være med til at styrke sammenholdet i elevskolen.