Georgia Timmermann
Søren Bundgaard Knudsen blev begravet omgivet af familie, venner og kollegaer på en smuk efterårsdag, hvor solen havde fundet sin vej. Omkring 160 til 170 mennesker var mødt op, både i kirken og senere i hallen hos Kasper H. Hansen efter mindehøjtideligheden.
Allerede i kirken fik tårerne frit løb, da tonerne af "Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi", af Kim Larsen fyldte rummet. Ordene blev vist på skærmen, så alle kunne synge med - et øjeblik, der samlede både sorg og taknemmelighed i et fælles farvel.
Præsten talte varmt og ærligt om Søren og sagde:
– Livet var for kort for Søren - kun 65 år - han havde fortjent meget mere. Søren satte dybe spor i verdenen, og det vidner de mange mennesker, som er mødt op i dag, om.
– Sørens døtre, Natasja og Nicole Kjær Knudsen, sagde rørende om deres far, fortalte præsten: – En mand med et særligt glimt i øjet og en humor, der var helt hans egen. Han elskede at fortælle historier og bruge sin kreativitet. De huskede, hvordan han lavede skattejagter med mærkelige kort, der førte dem rundt, før de fandt den skjulte skat. Far gjorde sig altid umage, når han var sammen med pigerne.
Venner, familie og kollegaer beskrev Søren samstemmende: ærlig, loyal og en mega dygtig hestemand. Mange sagde, at han var en af de bedste ryttere i Danmark. Søren var da også en af de ganske få, der har vundet alle tre årgange til et championatsstævne.
Han havde en særlig kærlighed til hesten Harry K, som han selv havde avlet. Sammen opnåede de imponerende resultater, herunder en fjerdeplads ved DM for seniorer på den kun 7-årige hest, samt utallige andre flotte præstationer. Senere solgte han Harry K til en toprytter fra Tyrkiet.
Efter ceremonien samledes alle i ridehallen hos Kasper H. Hansen. Her summede det stille af stemmer, grin og minder, der blev delt på kryds og tværs. Det var en stund fyldt med nærvær - præcis sådan, som Søren selv elskede det: fællesskab, hygge og varme.
Mindeord om Søren
Fra en nær ven, Christina Madsen.
– Det er svært at sætte ord på alt det, Søren var. Han var den største gave til dansk ridesport - og jeg tror ærligt talt ikke, at sporten helt forstår, hvad den har mistet. Hans talent og evner var noget helt særligt, noget der ikke rigtig kan beskrives med ord. Dansk spring avl var aldrig blevet det samme uden Søren. Han satte de danske hingste på verdenskortet, han kunne fremvise uddanne og lave ungheste og hingste som ingen før, og ingen siden kommer til. Han har stort set sat sit præg på samtlige store springhingste igennem tiden. Han har betydet ekstremt meget for danske hingsteejere og avlere og avlen generelt i Danmark.
– Men det vigtigste for mig er, at det blide menneske, Søren, også kommer frem. Ham, der elskede at handle god mad ind, bruge timer i køkkenet på at lave den - men sjældent havde den store lyst til selv at spise den. Han elskede derimod at glæde andre med sin mad. Og ja - hans kulinariske eventyr endte indimellem med et køkken, der krævede timers rengøring… og et par små ildebrande hist og her.
Søren elskede dyr. Han kunne bruge timer på at tale med vores hund, Ronaldo - så meget, at man nogle gange troede, han havde fået gæster. Senere tog han en kat ind fra stalden, som han fandt i en hesteboks. Den flyttede med ind, og så kunne han have lange samtaler med både Ronaldo og Sofie, som katten kom til at hedde. Det var altid underholdende at høre, hvilke røverhistorier de tre mon fandt på.
– En jul gav han mig et hamster i gave, med et kort hvor der stod: “Jeg havde ikke råd til en pelsjakke, men denne her kan måske blive til et par handsker.” Hamsteren kom til at hedde Luffe. Og selvom Søren overvejede at aflevere den tilbage, fordi den var lidt besværlig, kunne han ikke nænne det. Luffe kom med på golfbanen, fik bygget huler på terrassen og blev passet hver eneste dag i tre år - til den døde. Sådan var Søren: fuld af humor og kærlighed, også i det små. Han var stolt af sin tid ved Schou. Han red for dem gennem flere år, og som Christian engang sagde: “Jeg tror, jeg kan stille mit ur efter den mand - mere præcis ansatte har jeg sjældent haft.” Søren var punktlig, pligtopfyldende og ordholden.
En aftale med Søren var en aftale. Han var en god ven. Han hadede uvenskaber, og han ønskede, at alle skulle have det godt med hinanden. Han kunne tilgive det meste - og mente, at vi andre burde gøre det samme. Han brød sig ikke om sure miner.
– Søren elskede at drille og provokere lidt. Man kunne altid regne med at få sandheden, hvis man spurgte - og nogle gange også selv, hvis man ikke gjorde. Det var ikke altid pakket pænt ind, men det kom fra hjertet, og det var en del af det, vi elskede ham for. Han var en af de få, der kunne sige til nogle af landets bedste ryttere, at de var inkompetente amatører - og de lyttede faktisk. For når Søren talte om sporten, gjorde han det med indsigt, passion og et ønske om at gøre den bedre. Han var hård mod sin omverden, når det kom til ridning - men mindst lige så hård mod sig selv. Han var aldrig tilfreds, aldrig selvfed. Uanset hvor mange præmier han vandt, var han ydmyg og jordnær. Han havde intet behov for at sætte sig selv på en piedestal - tværtimod. Han havde nogle elever, der betød meget for ham - blandt andre Kasper og Maria Schou.
Det krævede dog en særlig støbning at ride for Søren. Der var ikke meget curling over ham. Som Kasper og jeg ofte sagde: “Hvis han ikke sagde noget, så var det godt.” Ros var sjældent - men oprigtig. Og hans motto var: “Hvis jeg ikke siger noget, er det, fordi det er godt nok.” Materielle ting sagde ham ikke så meget. Han gik ikke op i dyre mærker eller flotte biler. For ham handlede det om at hygge sig og have det godt. Biler skulle bare kunne køre - også selvom han både læste avis, røg, drak kaffe og tog telefonen bag rattet.
Jeg kunne skrive om Søren i timevis. Der er så mange historier, så mange minder. Men vigtigst for mig er, at I ved, hvor mild og kærlig, han var. Han ville alle det bedste - men havde svært ved at være god ved sig selv.
Han var noget helt særligt.
Æret være Søren Knudsens minde.
