Team Helgstrand til hingsteshow i Norge

03-04-2011 10:57
Stemningen var i top i ridehallen på Stall-K ved Kongsberg, Norge, da Andreas Helgstrand og hans team af dygtige ryttere og tophingste lørdag sørgede for et hingsteshow af international kvalitet

Næsten 300 tilskuere havde fundet vej til et festpyntet Stall-K. Team Helstrand havde taget hingstene San World e. Sandro Hit / Weltmeyer, Cuvanck PP e. Downtown/Münchhaussen, Dark Knight e. Don Crusador/Cheenok, Wilkens e. Waterford/Falkland og Sieger Hit e. Sandro Hit/Donnerhall, og publikum var begejstrede. Team Helgstrand fik også følge af norksavlede heste, heriblandt den 3-årige, norskfødte kårde hingst JJ Hamsun e. Blue Hors Hotline/Sandro Hit fra Triumph Dressage og den norskfødte, 6-årige Vivelstads Renoir e. De Noir/Resident fra Mette Hansson. Showet var akkompagneret af tysk ekspertise ved miksepulten; til hver hest blev hallen fyldt af musik tilpasset gangarter, tempo og type, og musikken var med til at fuldende arrangementet. - Det var en festdag, og der var en god stemning i hallen, sagde Cathrine Finstad Andersen fra Stall-K. – Vi håber at kunne gøre dette til en årlig tradition og ønsker at flere norske hingsteholdere vil være med til at gøre dette til et arrangement helt i top.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner