Anna Pørtner
Cedergaard Sportsrideklub levede op til favoritværdigheden ved Agria DRF Holdmesterskab i dressur for ponyer hos Frederikshavn Rideklub, hvor holdet Team Magic fra Cedergaard Sportsrideklub i dag sikrede sig de eftertragtede guldmedaljer efter en stærk finalepræstation.
Det var i dag de seks bedstplacerede hold efter kvalifikationerne, der skulle ride finalen. Hele 19 hold var tilmeldt mesterskabet fra start, så der var hård kamp om finalepladserne.
Følgende seks hold havde kvalificeret sig til finalen:
Efter at have indtaget førstepladsen i den indledende kvalifikation lykkedes det de tre piger fra Team Magic at holde konkurrenterne bag sig, da mesterskabet i dag skulle afgøres. Holdet bestod af Sofie Duval Laursen med Diamond Blue e. FS Daddy Cool/ FS Golden Moonlight, Ingeborg Elizabeth Schou med FS Calimero e. FS Dior De Luxe/ FS Challenger og Emily Lee Vestergaard med Nørlunds Coer de Luxe e. Coer Noble/ Doucan, som alle tre leverede klassens bedste resultat i deres respektive programmer.
Sofie Duval Laursen red LA4 til 71,212%, Emily Lee Vestergaard opnåede 73,772% i PRI, mens Ingeborg Elizabeth Schou vandt PRM med 72,644%. Med tre klassevindere i finalen sluttede Team Magic på en samlet score på 435,397% og kunne dermed lade sig kåre som danske mestre.
Efter sejren satte Ingeborg Elizabeth Schou fra Team Magic ord på weekendens præstation og oplevelsen som hold:
– Jeg er utrolig stolt af vores hold. Vi red alle så godt, vi kunne, og gav alt, hvad vi havde. Det har været en fantastisk oplevelse at ride på hold med Emily og Sofie. Vi har haft en virkelig sjov og hyggelig weekend, og det betyder rigtig meget for mig, at vi har kunnet dele den oplevelse sammen.
Fredericia tog sølvet
Sølvmedaljerne gik til Fredericia Sportsrideklubs Team Fredericia Rideklub, som sluttede mesterskabet med samlet 420,343%.
Holdet bestod af Maja-Sofie Uggerhøj med Timms My Fritz e. Grenzhoehes My Fireball/ Orchard D'Avranches, Lærke Mercedes Melin med Schierensees S'Il Vous Plait e. FS Mr. Right, Ida Ramsgaard Runesson med Montana e. Monty/ Wärnanäs Ulrik og Agnes Ørnskov Beier med DSP Der Kleine Champion e. Diamond Touch/ Londontime.
Maja-Sofie Uggerhøj red LA4 til 69,659% og opnåede klassens næstbedste resultat, mens Agnes Ørnskov Beier ligeledes blev nummer to i PRM med 72,356%. Lærke Mercedes Melin red PRT til 67,917%, hvilket rakte til en fjerdeplads i klassen, mens Ida Ramsgaard Runesson opnåede 67,252% i PRI og blev nummer fem.
Endnu en medalje til Cedergaard
Bronzemedaljerne gik til endnu et hold fra Cedergaard Sportsrideklub, Team Magic Princesses, som dermed sikrede klubben to af mesterskabets tre medaljesæt.
Holdet bestod af Rosa Duval Laursen med Stald Magic My Way e. Lykkehøjs Bodypaint/ Don Kennedy, Mathilde Stenskrog Christiansen med Nespresso e. FS Numero Uno/ FS Don't Worry, Ida Marie Lindhardt Steffensen med Dresscode Never Say Never e. Neverland WE/ Baltic Dream og Margrethe Kjer med Doppio 2 Go e. D-Day AT/ Nemax.
Rosa Duval Laursen opnåede 70,431% i PRM og blev nummer fire i klassen, Mathilde Stenskrog Christiansen red 69,077% i PRT og blev nummer to, Ida Marie Lindhardt Steffensen opnåede 68,012% i PRI og blev nummer fire, mens Margrethe Kjer red LA4 til 66,591% og blev nummer fem. Samlet sluttede holdet på 415,170 procent og kunne dermed hænge bronzemedaljerne om halsen.
Med guldet til Team Magic og bronzen til Team Magic Princesses blev AGRIA DRF Holdmesterskab 2026 en særdeles succesfuld weekend for Cedergaard Sportsrideklub, der satte et markant punktum på tre dages spændende holdkonkurrence i Frederikshavn.