Tag din hest med på Roskilde

14-06-2017 11:05

Camilla Tiefensee Schrøder

Fra 1. juli kan man tilmelde sig Store Hestedag på Dyrskuepladsen i Roskilde, som igen i år byder på en weekend fyldt med oplevelser for alle, der interesserer sig for heste

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mere end 1.000 heste og en masse ryttere mødes til Store Hestedag den 2.-3. september på Dyrskuepladsen i Roskilde. Her kan alle heste og ponyer, være med – uanset race, alder og kvalifikationer. Alle heste kan deltage i bedømmelser og konkurrencer, og både hest og rytter kan opstaldes på pladsen og nyde det sociale samvær med andre hesteglade folk.

Samler hele hesteverdenen
Store Hestedag er Danmarks største udendørs hestearrangement, der samler hele hesteverdenen: Konkurrence- og hyggeryttere, hestehviskere og militaryryttere, ponyryttere og hestedamer. Alle ridediscipliner og alle slags heste er med, når Dyrskuepladsen genlyder af vrinsk og hovslag. I ringene er der foruden konkurrencer også lærerige clinics samt flotte shows, hvor racer og ridediscipliner præsenteres.

Mange muligheder med egen hest
I år er der flere muligheder for dig, der har egen hest med til Store Hestedag. Ud over konkurrencer i dressur, ridebanespringning, Mounted Games og Subaru Cup er der også mulighed for at deltage i DM i Grooming, der præmierer den ekvipage, der er flottest stylet. Hver dag er der bedømmelser, der munder ud i kåringen af Dagens Hest, samt mønstringskonkurrencer.
Nye udstillere kan få gode råd og fif til Store Hestedags klargørings- og mønstringskursus, der afholdes i august. På hjemmesiden www.storehestedag.dk kan man også læse meget mere om tilmelding, samt hvad det kræver at deltage i Store Hestedag.

Glæden ved hesten
På store Hestedag mødes både western-folk, dressurryttere, islænder-ryttere, hestehviskere – ja alle, der der kan lide heste. Og det giver Store Hestedag en ganske særlig stemning. Derfor vælger mange deltagere at være med begge dage og campere på Dyrskuepladsen, så man også kan hygge i staldene om aftenen, tage en aftentur med hesten og få snakket sammen med de andre deltagere, der er lige så tossede med heste, som man selv er.
Campingpladser sælges efter først-til-mølle-princippet, så vil man gerne have en plads, skal man ikke trække sin tilmelding for længe.

Planlægningen af Store Hestedag er endnu i fuld gang. Først til medio august præsenteres det endelige program. På facebook/Store Hestedag kan du følge med i udviklingen. Tilmeldingen til heste til Store Hestedag samt køb af campingpladser åbner 1. juli kl. 9 og foregår på www.storehestedag.dk.

Nyheden fortsætter efter annoncen

 

/Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner