Synergi og samarbejde er vejen frem

06-04-2019 12:41

Britt Carlsen

Ved Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde blev formiddagen brugt til gode indlæg fra bl.a. klubrepræsentanter, hvor de understregede at godt samarbejde og åbenhed er vejen frem

Copyright Ridehesten.com

Medlemsantallet i Dansk Ride Forbund er faldet siden 2007, men de seneste målinger viser en opbremsning af faldet, fortalte Anja Hansen bl.a. da hun i sit indlæg om strategisporerne tog pulsen på forbundet lige nu og her. Det er naturligvis bekymrende, at medlemstallet er faldende, og det samme er antallet af starter, men på positivsiden kunne chefkonsulent Jørgen Kold fra SEGES Heste i sit indlæg berolige med, at væksten i hestesektoren har bidt sig fast med en stigning i bedækningstallet på 3% i 2018. I øvrigt er vi en del af en sund sektor som omsætter for 21 mia. årligt, og det kan vi faktisk være stolte af, understregede Jørgen Kold, og det er noget, som også bemærkes fra politisk side.

Nye medlemmer
Hvordan kan ridesporten så tiltrække og fastholde nye medlemmer? Det blev en del af debatten under formiddagens indlæg, hvor Annecathrine Jacobsen fra Aalestrup Heste og Rideklub videregav de gode erfaringer som klubben har gjort sig i forhold til medlemsrekruttering.

Noget af det hun understregede, var vigtigheden af et godt samarbejde, i klubben, men også med skoler, børnehaver og omkringliggende klubber, for, som hun understregede, vi skal ikke udkonkurrere men hjælpe hinanden.

Samarbejde var også nøgleordet da Diana fra Vemmelev Rideklub sammen med Hanne Ertmann og Lisbeth Mortensen fortalte om det klubsamarbejde mellem Vemmelev Rideklub og Odsherreds Rideklub, som har resulteret i Sjællands største familiestævne med mere end 1800 starter. D4 Horse Show er udviklet til en bragende succes og foredragsholderne opfordrede klubber fra andre landsdele til at gå sammen i den type samarbejde. De er mere end villige til at hjælpe med gode råd i opstarten, understregede de.

Formiddagens fire indlæg:

- Samarbejde giver nye elever v/Aalestrup Heste og Rideklub
- Klubsamarbejde om events v/Vemmelev Rideklub & Odsherreds Rideklub
- Strategisporene v/Anja Hansen
- Aktuelle udfordringer for hesteholdet v/Jørgen Kold fra SEGES

Udfordringer forude
Anja Hansen og Jørgen Kold kom begge ind på nogle af de mange, og forskelligartede udfordringer rideklubber og hestesektoren står overfor i disse år. For nogle af udfordringerne er der, måske, lys forude, det gælder købeloven og transportforordningen, fortalte Jørgen Kold i sit indlæg, men der er ikke truffet en endelig afgørelse i de spørgsmål endnu.

Det var en særdeles informativ formiddag, og i magasinet Ridehestens majnummer kan man læse meget mere om de god råd, og emner for formiddagens debat.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner