Ærestegn fra rideforbundet til Jørgen

14-04-2025 13:23

Trine Askjær-Jørgensen

Manden bag magasinet Ridehesten, ridehesten.com og ikke mindst Mediehuset Wiegaarden, der samler det hele, Jørgen Bak Rasmussen, blev på Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde i lørdags hædret med et ærestegn

Copyright Ridehesten.com
Jørgen Bak Rasmussen modtog et ærestegn fra rideforbundet, som blev overrakt af formand Kimi Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Trine Askjær-Jørgensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved Dansk Ride Forbunds repræsentantskabsmøde i weekenden blev udgiver og ejer af magasinet Ridehesten Hippologisk i Avl & Sport, fotograf Jørgen Bak Rasmussen, hædret med et ærestegn. Ridehesten har været Dansk Varmblods medlemsblad siden marts 1995 og er ligeledes medlemsblad for Sportsrideklubben.

– Nu får vi så et problem med billederne, sagde Dansk Ride Forbunds formand Kimi Nielsen, da hun præsenterede modtagerne af ærestegnene ved forbundets repræsentantskabsmøde, og fortsatte: – For den næste modtager er dig, Jørgen Bak Rasmussen.

Begrundelsen bag ærestegnet lød fra Kimi: –Jørgen, du er altid nærværende, står der her, men det, synes jeg nu ikke, er rigtigt, jeg synes, du flyver noget rundt! Vi ser dig til alle ridesportsmæssige aktiviteter rundt i hele landet. Jeg ved ikke, hvorfor du ikke har din gummiand og flødeboller med i dag? Især flødebollerne savner vi. Jørgen, du er altid faglig, du er loyal overfor ridesporten, og jeg synes især her i den seneste tid, at du har været meget loyal overfor Dansk Ride Forbund.

– Det er altid rart, når der er nogen, som sætter pris på en, og det er da bedre end det modsatte. Det animerer også én til at fortsætte. Det er rart med godt samarbejde, og det er muligt. Nu oplever jeg, der igen er kommet ny energi i rideforbundet, indleder Jørgen og fortsætter:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi har endnu større betydning nu. Vi (hestesektoren red.) skal ikke bare forsvare os, vi skal forklare os. Vi kan ikke styre den her debat på følelser og Facebook. Vi har en mission til at få lavet faglige artikler og saglig information, og det er der, Ridehesten kan gøre en forskel som fagmagasin. Så jeg vil sige tak for tilliden fra mig selv og holdet bag Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
I 2007 modtog Jørgen Bak Rasmussen MCH's Varmblodspris. Den blev overrakt af Georg Sørensen fra MCH og Dansk Varmblods formand Jan Pedersen. Foto: Ridehesten.com

MCH’s Varmblodspris i 2007
Jørgen Bak Rasmussen fik sin første hæder i 2007 som modtager af MCH’s Varmblodspris, en pris, som Dansk Varmblod indstiller til, og MCH Messecenter Herning uddeler i forbindelse med lørdag aftens gallashow under forbundets hingstekåring.

Dengang overrumplede MCH Messecenter Hernings administrerende direktør Georg Sørensen totalt Jørgen, som stod klar til at fotografere årets prismodtager, da han sagde: – Når jeg siger, at MCH’s Varmblodspris 2007 tilfalder ”manden med kasketten”, tror jeg, de fleste ved, hvem vinderen er, nemlig Jørgen Bak Rasmussen.

– Han er en mand, som brænder og brænder igennem. Med sin karakteristiske hovedbeklædning, sit udadvendte væsen og gode humør er han blevet en institution i den danske hesteverden. Han er en blændende dygtig fotograf, kreativ og fuld af idéer og visioner, sagde Georg Sørensen bl.a. og afsluttede med: – Ridehesten har udviklet sig til et fantastisk flot, informativt og sagligt hestemagasin til glæde for hele hestesektoren, og for Dansk Varmblod er det både en vigtig informationsformidler og et værdifuldt markedsføringsredskab.

Jørgen Bak Rasmussen fik for et par år siden et ærestegn fra Dansk Kennel Klub (Mediehuset Wiegaarden udgiver også Dansk Kennel Klubs medlemsmagasin Hunden).

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner