Sydjysk Horse Show for ponyer

19-05-2012 23:11
Sydjysk Horse Show i Aabenraa har de seneste tre dage stået i ponyernes tegn, og stævnet blev i dag, lørdag, afsluttet med manér med Sydjysk Mesterskab for hold på dressurbanen og en spændende Derby finale på springbanen

49 ponyekvipager dystede i holdkonkurrencen i dressur, og selvom der blev vist masser af flot ridning på begge baner, viste holdet fra Skærbæk & Omegns Rideklub sig at være helt i topform, og besatte både 1. og 2. pladsen individuelt i klassen. Det vindende hold bestod af Malene Rønhoff Gejl / Lynet, Lisa Gad / Red Rebel Vrå, Josefine Hoffmann / Sophienhof's Maroon og Amalie Reinholt Petersen / Variete Ecetera. Malene og Lynet var klassens allerførste ekvipage og fik med 73,11% klassens højeste individuelle score, skarpt forfulgt af Lisa og Red Rebel Vrå som red til 72,67%. På andenpladsen i holdkonkurrencen kom holdet fra Vejle Rideklub, som bestod af Sofie Hansen / Casio, Louise Anna Hedegaard Tranberg / Vladia, Pernille Bøll / Mighty Cayuse og Klara Bothmann / Liberty's Sans Peur. Holdet trænes af Christina Møller, som tidligere har dannet par med Sofies pony Casio, og som ekvipage har de bl.a. vundet ECCO Cup og DM i 2008. Mighty Cayuse er ligeledes "veteran" indenfor dressurverdenen, og er tilbage i 2008 blevet nr. 2 ved SJM med sin tidligere rytter, Signe Andresen. Tredjepladsen gik til holdet fra Sportsrideklubben Skovly Juelsminde, som bestod af Maria Ladefoged Pedersen / Fjordglimt Mr Gipson, Josefine Jeppesen / Vanessa-D og Emma Hannibal / Lindveds Musca. På springbanen blev Sydjysk Horse Show afsluttet med Derby finalen, som blev afviklet i LA2**. Klassen bød på en udfordrende bane med 17 forhindringer, som kun tre af de 21 deltagende ekvipager formåede at forcere fejlfrit. Publikum var med rytterne hele banen igennem; når en rytter fik et nedslag gik der et sus gennem alle, og ikke mindst de fejlfrie runder blev mødt med stor jubel. Den eneste ekvipage med to nulrunder var Line Bøttcher / Bundgaards Chess, der løb af med sejren i årets Derby for ponyer. Herefter kom sidste års regerende Derby-vinder, Kaja Aarøe Rasmussen / Little Joe, som fik fire ærgelige fejl i omspringningen og måtte se sig hensat til en andenplads i år. Tredjepladsen gik til Christina Gad Clausen / Søvinds Zimba, som ligeledes fik fire fejl i omspringningen. Aabenraa Rideklub kan nu holde et par velfortjente fridage, inden det går løs igen til Sydjysk Horse Show i næste weekend, d. 26.-28. maj. Læs alt om Sydjysk Horse Show via linket i boksen til højre.

Se alle billeder fra stævnet her på Ridehesten.com fra på tirsdag

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner