Suverænt udlæg fra danskerne i Polen

05-09-2024 22:03

I denne weekend er en håndfuld danske springryttere til start ved Longines EEF Nations Cup finalen i Warszawa, Polen, hvor seniorholdet skal ride Nations Cup finale på søndag. I dag har de været på banen for første gang, og her har de startet helt suverænt ud

Copyright Ridehesten.com
I denne weekend er fem danske springryttere til start ved Longines EEF Nations Cup Finale i Polen. Blandt andet Søren Møller Rohde og Grace Ask. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Fem yderst erfarne, stærke springryttere er i denne weekend til start ved Longines EEF Nations Cup finalen i Warszawa, Polen. På søndag er det finaledag i Nations Cup, hvor Danmark stiller med et stærkt hold bestående af fem stærke springryttere fra senior-bruttogruppen i springning. Udover Nations Cup finalen, har de fem ryttere også taget en flok unge heste med, der skal prøve kræfter med de flotte omgivelser. Det danske Nations Cup-hold består af Caroline Rehoff Pedersen, Lars Bak Andersen, Laura Baaring Kjærgaard, Søren Møller Rohde og Zascha Nygaard Lill.

I dag var alle fem ryttere på banen i det polske for første gang, hvor 7- og 8-års hestene skulle ud først i 130/135 cm. Her formåede alle fem ryttere at ride fejlfrit på deres unge heste. Blandt andet havde Søren Møller Rohde den 8-årige Zamarolus Ask e. Zambesi TN/ Carolus H til start, og her formåede de altså at placere sig på en flot sjetteplads med en hurtig runde. Med intet mindre end 0,04 sekunder efter Søren, indtog Lars Bak Andersen og den 7-årige callak Leviathan HS e. Livello/ Casall syvendepladsen med en fejlfri runde. 

Caroline Rehoff Pedersen og 7-årige Feldborgs Cantonelli e. Cantolar/ Cabachon, Laura Baaring Kjærgaard og 8-årige Caidinus PP Z e. Cicero Z/ Toulon samt Zascha Nygaard Lill og 8-årige Chaquicka PS e. Chacco-Blue/ Conthargos var ligeledes alle fejlfrie, men desværre ikke hurtige nok til placering i dag. 

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen her i sadlen på Wadro's Higgins. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Dagens anden klasse var en firestjernet 140 cm, hvor hele 94 ekvipager var til start. Her viste danskerne endnu en gang, hvor stærke de er, da alle fem formåede at ride fejlfrit med placering. Zascha Nygaard Lill og hoppen Glosokka e. Farfelu de Muze/ Kashmir van Schuttershof red en imponerende fejlfri runde i suverænt hurtigste tid, nemlig 25,25 sekunder. Ingen formåede at komme i nærheden af ekvipagen, og dermed kunne Zascha tilskrive sig en imponerende sejr her på stævnets første dag. 

I samme klasse var Caroline Rehoff Pedersen til start med 11-årige Chaccball e. Chacco-Blue/ Baloubet du Rouet. Parret har indtil videre haft suverænt mange nulrunder sammen, og det formåede de at gøre igen i dag, og så i en tid, der var god nok til femtepladsen. På tiendepladsen var den regerende danske mester at finde, nemlig Søren Møller Rohde og Grace Ask e. Darco Derevel/ Contender. Parret red ligeledes en fejlfri runde, der sikrede dem den tiende bedste tid. Caroline Baaring Kjærgaard og Al Capone ter Saleghem Z e. Aktion Pur Z/ Vagabond de la Pomme red sig ind som nummer 13, mens Lars Bak Andersen og Catelly e. Catalido/ Ephebe for Ever blev placeret som nummer 23. 

Copyright Ridehesten.com
Zascha Nygaard Lill tog en suveræn sejr på Glosokka i dag. Her ses hun i sadlen på Conterno-blue Ps, der ligeledes er med til start i Polen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Stævnets første dag blev afsluttet med en 150 cm-klasse, hvor 55 ekvipager var til start. Her var fire af de danske ekvipager til start, da Zascha Nygaard Lill ikke red denne klasse. Bedste dansker blev Lars Bak Andersen og Golden Eye e. Goldfever Z/ Stakkato Gold, der sluttede med en imponerende fejlfri runde, der sikrede dem en flot 12. plads. Søren Møller Rohde og Action Man Ask Z e. Action-Breaker/ Calvados Z formåede også at sikre sig en fejlfri runde, men desværre var tiden ikke god nok, og dermed tog de ingen placering i aftenens 150 cm-klasse. Caroline Rehoff Pedersen og Menconvio PS var ligeledes til start, men desværre fik de et enkelt nedslag, ligesom Laura Baaring Kjærgaard og Guppie VDL e. Arezzo VDL/ Cardento, der leverede en flot runde, desværre med to lette nedslag. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Rehoff Pedersen er blandt andet til start med 11-årige Chaccball. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Med første stævnedag overstået i Polen, har de danske ryttere lagt sig godt fra start med flotte resultater og en enkelt sejr, der danner et suverænt grundlag for Nations Cup finalen på søndag. I morgen gælder endnu en dag, hvor danskerne igen skal i aktion. Dagen starter ud med ungheste-klassen, hvor de nu skal prøve kræfter med 135/140 cm forhindringer. Herefter går der en 140 cm-klasse, hvor danskerne igen er flot repræsenteret. Sidst på dagen går der en 155 cm-klasse, hvor Søren Møller Rohde, Zascha Nygaard Lill, Laura Baaring Kjærgaard og Lars Bak Andersen skal i ilden. 

Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister her. 

Copyright Ridehesten.com
Laura Baaring Kjærgaard og 8-årige Caidinus PP Z. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner