Bodil Nyholm Sørensen
Taget var ved at lette i den runde hal B, når rytterne kom ind i hallen eller forlod den med en fejlfri runde på kontoen. Det var springsport og stemning når det er aller bedst, stående applaus og taktfast jubel i en helt fyldt hal, hvor publikum jublede og gispede mens de fulgte rytternes ridt på banen.
Equsana Arena har bevist sin succes i år, det nye store banemål, flere siddepladser alt er gået op i en højere enhed. Det blev Kim Henriksen og den danske varmblodshoppe Gørklintgårds Montana e. Come Back opdrættet af Gørklintgårds stutteri som sikrede sig den flotte Ifor Williams trailer til en værdi af 70.000 kr. Hoppens sejr kom i hus foran dansk Varmblods avlshingsten Party Dance e. Cajus fra Christian Kjær redet af Shane Carey og med Torben Frandsen/Solos Concept e. Con Capitol på tredjepladsen.
Bjarne Mark Jensen kunne sikre sig et hattrick - han og Dansk Varmblods-sønnen Unicorm's Royalisto e. Royal Z II har indtil nu vundet de to store springninger ved kåringen, og han ville SÅ gerne have den tredje, og han havde alt i sin hule hånd da han vendte mod den sidste forhindring, og så fik han ikke lige sporet Royalisto helt perfekt og det betød at hesten susede forbi.
Stemningen var helt elektrisk, klassen blev vist på Clip My Horse, og det tyske tv-selskab fik adskillige sms'er og Facebook-beskeder om, hvor fantastisk og helt enestående det var at følge Stutteri Ask Grand Prix og fornemme stemningen i Herning.