Thomas Bach Jensen
Årets første store internationale udendørsstævne i Tyskland er Ulrich Kasselmanns Horses & Dreams på Kasselmanns ejendom i Hagen. Hvert år har stævnet et land som tema, og i år hedder stævnet Horses & Dreams meet Great Britain. Dressurklasserne er som regel besat med et internationalt stærkt startfelt, der næsten hvert år tæller de bedste ryttere fra England. Ofte har også de danske topryttere været ude og prøve kræfter ved dette forårsstævne og i år bliver ingen undtagelse, for Danmark stiller med de fire landsholdsekvipager: Anna Kasprzak / Donnperignon, Anne Van Olst / Exquis Clearwater, Lisbet Seierskilde / Jonstrupgårdens Raneur og Andreas Helgstrand / Tacolando Triple. Danske Hasse Hoffmann debuterer sin lovende hollandske hest Tiesto e. Gribaldi / Ferro international i stor tur i Hagen. Her foruden kan man forvente at se så prominente ekvipager som Laura Bechtolsheimer og Mistral Højris, Carl Hester og Uthopia, Charlotte Dujardin og Valegro samt Matthias Alexander Rath og Totilas Et af de store samlingspunkter i Hagen i år vil formentligt blive i lilletur, hvor svenske Patrik Kittel skal starte den 8-årige danske hoppe UNO Donna Unique e. Blue Hors Don Schufro / Falkland (opdr. Stutteri UNO), der er tidligere på året solgt fra Helgstrand Dressage til Kittels sponsorer Arlette Jasper Kohl og Edwin Kohl. Patrik Kittel har i en svensk pressemeddelelse udtalt, at han ikke har kunnet træne Donna så meget under sidste uges World Cup-stævne og tilføjer, at hun er en fantastisk hoppe med enorme kvaliteter. Det er allerede almindeligt kendt, at han sigter imod OL 2016 i Rio de Janeiro med den danske hoppe. UNO Donna Unique er ikke den eneste tidligere verdensmesterhest, der kan opleves i international lilleturs-debut i Hagen. Danske Anna Kasprzak medbringer af samme årgang Hønnerups Driver e. Blue Hors Romanov / Blue Hors Don Schufro (opdr. Stutteri Hønnerup), der skal med ud høste stævneerfaring. Deltagerfeltet i lilletur byder endvidere på danske Fie Skarsø, Anne van Olst og Martin Christensen. I Louisdor-turen for unge Grand Prix-heste kommer Andreas Helgstrand til start med Polka Hit Nexen e. Sandro Hit / Temple Wind xx, mens Daniel Bachmann Andersen starter både Infinio og Crescendo. Traditionen tro danner Hagen også rammen om mesterskabet for professionelle tyske beridere, og her starter Martin Christensen, der er uddannet berider i Tyskland, hvor han også bor og arbejder i dag. Den smukke springstadion i Hagen bliver knapt så stærkt belagt med danske startende. Søren Pedersen er alene om at repræsentere Danmark i den firestjernede CSI, mens danske Samina Hayat starter CSI-turen for amatørryttere.