Successtævne hos Sportsrideklubben

12-05-2024 17:08

I Kristi Himmelfartsferien har Sportsrideklubben afholdt landsstævne inklusiv distriktsklasser. I dag skulle ponyerne i ilden, da de skulle ride kvalifikation til dette års Københavnsmesterskab

Copyright Ridehesten.com
Casper Moberg og Munsboro Cross red sig ind på en flot andenplads med stilkarakteren 8,7. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Torsdag den 9. maj skød Sportsrideklubben første klasse i gang til deres firedages landsstævne i springning for pony og hest, hvor kvalifikationen til Københavnsmesterskabet er blevet afholdt. Udover landsklasserne har der gået nogle distriktklasser, og med klasser fra LB1* til S1* har stævnet virkelig formået at samle både heste- og ponyryttere i springsporten på forskellige niveauer. Sportsrideklubben afholdt stævnet på deres imponerende bane i Bernstorffsparken, hvor der er stævne igen allerede 7.-9. juni. Her skal finalerne i Københavnsmesterskabet afholdes.

I dag, søndag, klokken 10.40 blev første klasse af kvalifikationen til Københavnsmesterskabet skudt i gang. Her var det kategori 3 ponyerne, der skulle i ilden først. Mesterskabsklassen blev redet i LB2** i en metode S2, hvilket betyder at rytterne bliver bedømt af en stildommer, som i denne omgang var Hanne Ericsson, og får en stilkarakter efter endt ridt. Vinderen for kategori 3 blev Dagmar Lykke Juul Hastrup med den 28-årige pony Judy. Ekvipagen red en flot fejlfri runde med en stilkarakter på 8,6, hvilket var nok til at vinde klassen. Lige i hælene på Dagmar var Caroline Pedersen og Mia Bella e. Moravikens Malibu. Parret red ligeledes en fejlfri runde med en stilkarakter på 8,5, og var dermed intet mindre end 0,1 point fra klassens vinder. 

Copyright Ridehesten.com
Sportsrideklubben var med deres fine bane i Bernstorffsparken værter for et stort springstævne med både B- og C-klasser i Kristi Himmelfartsferien. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Herefter blev det tid til at kåre en vinder af denne kvalifikationsrunde til Københavnsmesterskabet for kategori 2 pony. Denne klasse blev ligeledes afviklet i en LB2** og samme metode som for kategori 3 ponyerne, nemlig S2. Vinderen af klassen blev Ingrid Byrge med ponyen Mount Talbot Boy e. Woodfield Sammy/ Island Lad. Parret red en fejlfri runde med en stilkarakter på 8,9. Efterfulgt af Casper Moberg på Munsboro Cross på andenpladsen, der ligeledes red en fejlfri runde med en stilkarakter på 8,7. Lige efter Casper var Ronja Struve på Kulltorps Hampus e. Paddock Camargue/ Wärnanäs Peng, der også red en fejlfri runde, med en stilkarakter på 0,1 point mindre end Casper, nemlig 8,6. 

Sidst men ikke mindst, skulle der også findes en vinder af kvalifikationsklassen til Københavnsmester for kategori 1 ponyerne. Kategori 1 ponyerne red på banen i en LB2** metode S2 ligesom de andre ponykategorier, og med en fejlfri runde og en stilkarakter på 8,7 blev Emilia Jungsted og Tinnerath Lad e. Ashfield Romeo/ Callowfeenish Buachaill vinder af denne kvalifikation for kategori 1 pony. 

Se resultaterne fra stævnet her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner