Stumpedyssegård genudbydes til salg

07-03-2010 15:08
Den smukke ramme om York Stutteri, Stumpedyssegård, blev sidste år i december meddelt solgt til overtagelse til foråret, men denne eksklusive hesteejendom er tilbage på ejendomsmarkedet
Copyright Ridehesten.com
Et glimt af den smukke Stumpedyssegård (Foto: Ridehesten.com).

Kiddy og Nick Elsass kunne sidste år i december måned meddele, at Stumpedyssegård – de smukke rammer om York Stutteri - var solgt til overtagelse i foråret. Køberne har nu meddelt, at de ikke har kunnet skaffe den fornødne finansiering. Dette betyder, at Kiddy og Nick samt stutteriets heste samt alle pensionærerne fortsat bor på Stumpedyssegård. Samtidig har ejendomsmæglerfirmæt Pernille Sams igen Stumpedyssegård til salg. Ejendommen beskrives af Pernille Sams med bl.a. disse ord: Alene adgangsvejen til ejendommen, igennem den smukkeste lindeallé, flankeret af hestefolde på begge sider, er en oplevelse. For enden af alleen ligger bygningerne gennemtænkt og velplaceret. Det hele er opført samtidig, som særdeles harmonisk helhed. Her er ialt 4 boliger. Her er to dejlige stuehuse, opført i år 2000, hver med et boligareal på 224 m2. Endvidere to boliger i selsvtændige huse i yderkanten af arealerne. De er på hhv. 159 m2 og 115 m2. Velegnet til medarbejdere m.v. Resten er lavet på hestenes præmisser, og her er alt hvad man kan drømme om: 3 separate stalde med i alt 52 store gode bokse ( heraf 3 folebokse), 2 sadelrum, tørrerum, solarium, 2 vandspiltov m.v. og der ud over en fin løsdriftsstald. Lækkert lyst ridehus ( 20 gange 40 m. + tribune), udendørs ridebane 20 gange 60 m. maskinhus / lade, depotrum, ekstra vandreservoir, garage m.v. samt overdækket walker og rotunde. En drøm af et sted, placeret i de smukkeste omgivelser, og alligevel tæt på København. Den nye landbrugslov åbner for køb uden "grønt kort".

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner